Der er energi i luften, når man sætter sig til at lytte til kvartetten Dallahans nye album.
Musikken gynger og svinger derudaf i en atypisk irsk-skotske genre, da musikken er tilsat et kraftigt ungarsk krydderi. Det er bandets ungarske violinist Jani Lang, der har sørget for dette musikalske tilsætningsstof. Det giver musikken et kraftigt pift fra puszta’en, så det bliver en spændende blandet gullaschret med både keltisk folk, sigøjner- og balkanmusik med et strejf af americana ind over.
Jani Lang står ikke overraskende for det ungarske melodisæt Zold Erdõben, som er et meget velklingende nummer, hvor første melodi bliver afviklet i et voldsomt opskruet tempo med god rytme. I den anden melodi i dobbeltsættet beviser violinisten også, at han kan synge. Instrumentalnummeret med det franskklingende navn Pierre’s er en sammensætning af rumænske og ungarske folkemelodier. Nummeret Spolkas er ligeledes en demonstration af et iørefaldende miks mellem keltisk og ungarsk musik. Blandingen af de forskellige musikgenrer går op i en højere enhed med både rytme og tydelig spilleglæde fra musikerne.
Men ellers er det den glimrende sanger Jack Badcock, der står i spidsen på den vokale side med en flot lys stemme på flere numre, ikke mindst på albummets åbningsnummer Logan, og i de smukke, følsomme sange Blow the Candle Out og The Reaper. Her synger han sammen med Ciara McCafferty, der i øvrigt medvirker på i alt fire numre. Jack Badcock har været finalist ved BBC Radio Scotland Young Traditional Musician of the Year- prisuddeling.
Bandet har brugt bade fantasi og dynamik for at sammensætte deres andet album, siden deres debut- cd udkom for to år siden. Der er stor forskellighed, uden at det virker rodet, og man overraskes gang på gang af et meget varieret repertoire og dejlige temposkift, og samspillet mellem violin, harmonika, mandolin og banjo er yderst velfungerende.