Det overordnede indtryk er let og muntert, men visse steder synes der at foregå en kamp mellem lys og mørke på Cristina Brancos nye album ”Menina”. Det gælder tempoet i melodierne, det gælder musikken, og det gælder sangstemmen, som spænder fra det dybe, melankolske til det mere lyse – og det flere gange inden for samme sang som fx på den skønne ”A meio do Carminho” og på Luís Severos ”Alvorada”.

MeninaSevero er manden bag projektet Cão da Morte, og det er netop et kendetegn for det nye album, at Cristina Branco har allieret sig med en bred vifte af forskelligartede kunstnere. Det gælder f.eks. pianisten og komponisten Mário Laginha og Ana Bacalhau fra Deolinda, som har leveret teksten til den stille og melodiøse ”O gesto dela”, men dertil kommer også en række nye og yngre navne som Jorge Cruz, Lúis Gomes og Kalaf fra Buraka Som Sistema. Der er dog også blevet plads til en enkelt fadoklassiker med tekst af selveste Amália, nemlig ”Ai, esta pena de mim”, der i modsætning til Amálias version indledes med en dejlig, langsom og følsom bas, inden de øvrige instrumenter supplerer, og tempoet sættes op.

Er der således mange forskellige bidragsydere, hvad angår tekst og musik, udgøres det faste akkompagnement af kun tre musikere: Pianisten Luís Figueiredo, kontrabassisten Bernardo Moreira og Bernardo Couto på portugisisk guitar. Denne tætte, ja nærmest lidt puritanske besætning udgør en fin sammentømret og harmonisk enhed.

”Menina”, som betyder pige, er et yderst lytteværdigt album, der vil indskrive sig som et af hendes bedste i en efterhånden lang karriere, som blev indledt i 1997 med livepladen ”In Holland”. Og nej, der er trods titlen intet lillepigeagtigt over hendes sang, som fremstår moden og med stor spændvidde. Men rent tematisk kredser sangene om kvinder og kvindelighed, eller som hun selv har forklaret det i et interview i det portugisiske blad Visão:

”Tanken med albummet er at tale om det kvindelige univers gennem sange, som præsenterer kvindens styrker og forskellighed. Men denne pige er ikke kun mig, men mange piger og drenge”.

Cristina Branco har gæstet Danmark nogle gange og vender tilbage i 2017, hvor hun giver koncert på Louisiana den 1. september.

Christina Branco: ”Menina” er udkommet på Universal Music.

http://www.cristinabranco.com/