alvad cdHan er et etableret navn i dansk folk, men skulle du alligevel kun kende Christian Alvad som akkompagnatør, så kig lige på www.alvad.dk og hans mange aktiviteter – nu også som foredragsholder. Først og fremmest er han imidlertid én af Danmarks bedste akustiske guitarister.

Han har udsendt 16 guitarinstrumentalalbums siden 1980 – det seneste var Traveller’s Touch for halvandet år siden.  Så man kunne forvente, at han med den nye CD igen ville fokusere på sit talent som komponist og guitarist. Men tværtimod har han valgt at bruge mange af de solister, som han har akkompagneret og delt scene med gennem tiden. Alvad har nemlig fået dem til at synge nogle af sine egne favoritsange fra deres bagkatalog.

Derfor er det ’Ballader til låns´, han har fået lov til at arrangere, instrumentere og genindspille med sit smagfulde, akustiske guitarspil. Desuden med Hugo Rasmussen på kontrabas, Jacob Wendt på kromatisk mundharpe og Kristian Kold på elbas. Men fokus er på de medvirkende sangere og sangskrivere.

Povl Dissings version af ’Farvel’ er noget af det bedste, jeg har hørt siden den såkaldte Nøgne Øjne-plade. Det skyldes både Christian Alvads guitarspil, som er eneste akkompagnement, men også at det er en Laus Bengtsson-tekst og dermed måske en sidste hilsen til (eller fra) én vores virkelig gode tekstforfattere. Allan Olsens ’Roser og Violer Blå’ er ikke kun poesi, men også skarp. Det var faktisk denne sang, der gav Christian Alvad inspirationen til en gennemgående musikalsk idé på albummet, fordi der foruden den bidende kommentar til empatiløshedens og nyliberalismens Danmark også var et musikalsk kontrapunkt, der gav udtryk for medfølelse.

Niels Hausgaard synger ’Vicky Blarant’ og Mikael K om ’Inger’, Lasse Helner har Lean Nielsen-teksten ’Nogen Dage’, Benny Holst har fundet sin ’Rejsende i Musik’ frem. Rasmus Lyberth synger en egen grønlandske sang, Signe Svendsen sin ’For evigt rig’, og Maria Carmen Koppel synger Stephen Foster’s ca. 160 år gamle ”Hard Times Come Again No More.” Det helstøbte album med mange facetter rundes af med det eneste guitarinstrumentalnummer ’Oh Shenandoah’ i velkendt Alvad-stil

Ballader. Ja, du skal konsekvent helt ned i tempo for at nyde denne CD. Til gengæld bliver du belønnet med en stor og varm lytteoplevelse med masser af gode tekster og velafbalanceret musik. Dette er dansk (og dansk/grønlandsk) folk og visesang anno 2015, når den er allerbedst. Et varieret album, som er så godt redigeret og produceret, at Christian Alvad nu sagtens kan føje betegnelsen producer til sit musikalske cv.  Det hele er pakket ind i et som altid smukt og farvestærkt omslag, der er lavet efter maleri af hans kone Else Marie Alvad, og albummet er tilegnet Iben Alvad.