004

En ny dansk kvartet har set dagens lys. Det blev fejret med en slags dobbelt debut, idet udgivelsen af deres første album af samme navn blev markeret med en fest OG deres første koncert, hvor de ’opførte’ albummet – altså spillede det i samme rækkefølge som på albummet. Dette kan købes på LP eller som downloadkode, og selve koncerten foregik d. 22. januar i den imponerende koncertsal i biblioteket på Rentemestervej, Kbh.

Bjergtaget er bygget op omkring Stephan C. Krabsen. Han er sangskriver, forsanger, akustisk guitarist og pianist. Simone Maja Pedersen er korsanger, Thor Boding (fra orkesteret Syreregn) bas og kor, Mads Thorbjørn Jensen på trommer.

Når Bjergtaget er mest poppet, kan de minde lidt om Folkeklubben med deres mundrette, danske tekster og uptempo-numre. Men mange af Krabsens sange rummer mørkere temaer (”Bæstet” f.eks.), og musikken er ofte mere snørklet og avanceret. Bjergtaget bruger ikke egentlige instrumentalsoli til at variere sangen, men det klarer de ved hjælp af nogle breaks med rytmeskift og stemningsskift. Krabsen synger med stor indlevelsesevne, og sangene ”Tiden bryder frem” og ”Se hvordan det går” fungerer fint. Som ekstranummer fik vi en helt ny sang, og Krabsens sangskrivertalent er lovende.

Forhåbentlig får Bjergtaget nogle flere jobs i provinsen, så vi kan se om ’storby-folk’ virker lige så overbevisende live, som det gør på albummet og i Nordvest-kvarteret.

http://www.bjergtaget.com/