Bog med samme titel af Bente Hagelskær Kure.
Vi skal tilbage i en efterhånden fjern fortid for at finde en dansk folkemusikscene uden Bente Kure & Leif Ernstsen. Noget i retning af 14-15 udgivelser er det blevet til fra den aktive duo siden debuten, ”Gi´ nætterne navn” fra 1989. Nu foreligger den seneste: ”Der er en hund man skal forbi”.
Repertoiret udgøres af 10 nye udgivelser og syv bonustracks fra tidligere album, formentlig medtaget grundet deres temasammenfald med nyudgivelserne. I forlængelse af cd´en kan lytningen suppleres med en bog af Bente Kure, indeholdende såvel en række selvskrevne noveller som albummets sangtekster. Sidstnævnte er på et par undtagelser nær ligeledes forfattet af Bente Kure.
Tekstindholdet beskriver små hverdagsøjeblikke af et barneliv, delvist med udgangspunkt i egne barndomsoplevelser. Det er svært at betegne dem som egentlig poesi. Poetiske tilløb neutraliseres af stilbrud af mere ordinært dagligdagssprog. Der er nærmere tale om små fortællinger på rim.
Bente Kure tager på sympatisk vis parti for børn i periferien med de tilhørende problematikker og plæderer for en slags retsind og retfærdighed. Den moralske understrøm fornemmes. Periodemæssigt rettes lyset mod årene fra 1957, Bente Kures fødselsår, og frem.
Melodierne er overvejende en smule vigende. Måske fordi tekstindholdet har ligget Bente Kure mest på sinde. Til gengæld er både melodier og arrangementer fint afvekslende. Udover duoens velkendte guitar og harmonika høres studiemusikere og korsangere, men det fremgår ikke, hvem der skal krediteres for indsatserne. Uanset er akkompagnementet generelt afdæmpet og understøtter loyalt sangene, hvilket i yderligere grad placerer teksterne centralt.
Det samme kan siges om Bente Kures ligeledes relativt neutrale og afdæmpede fremførelser af sangene med sin klare og rene stemme. Trods det kunne denne anmelder ønske sig nogle lidt mere dynamisk varierede og indfølte fortolkninger. Stemmen er trods alt det primære medie til en personlig formidling af sangene.
Fordelen ved den parallelle bogudgivelse er primært, at den giver muligheden for mere grundigt at tilegne sig albummets tekster. Novellerne rummer den tilsvarende erindrende tematik med børn i periferien, for hvem retfærdigheden får magten i sidste ende. Med deres periodemæssige fokus og deres moralitet vækkes minder om danske film fra 1950´erne. Det ligger i øvrigt uden for de nærværende rammer at bevæge sig ind i en litteraturkritisk analyse.
”Der er en hund man skal forbi” må betegnes som en ikke specielt skarptskåret, men dog i sit væsen ganske sympatisk udgivelse.
Der er en hund man skal forbi – Album by Bente Kure | SpotifyBente Kure | Spotify