Tredje udspil fra Basco lever flot op til de to første udgivelser. Det kom for nogle uger siden, og foruden turnë har kvartetten også sammen med Big Basco lagt vejen forbi en stor koncert i DR Koncerthuset sammen med DR Bigband.
Basco tager sig måske ved første øjekast ud som folkemusikkens svar på Monty Pythons Flying Circus – og flyvende er de da nærmest også. Bare titler som ”Batshit Polka”, ”The Tribulations of the Svendborg Stadmusicis” og ”March of the frogs” samt bladring og læsning i det vedlagte hæfte viser, hvor sprudlende og fulde af sjove påhit de fire musikere er. Ale Carr spiller ”body percussion” og synger ”dyb, mandlig stemme” (udover selvfølgelig cittern og bones), og de respektive numre præsenteres i vilkårlig rækkefølge, så første nummer kommer sidst og så videre i den finurlige dur. Det understreger blot deres uhøjtidelige, men samtidig seriøse tilgang til musikken, for det hele ledsages jo af deres kæmpestore musikalsk kunnen på de mange instrumenter.
Batshit Polka kunne godt umiddelbart ligne en hvilken helst god dansemelodi, men rytmen brydes (naturligvis) op med mellemstykker, der lyder som alt andet end just polka! Og sådan er det hele vejen igennem dette band med den energiske og superproduktive Hal Parfitt-Murray som (uofficiel) indpisker.
Bascos stambesætning er allerede i i sit udgangspunkt et miks af forskellige nationaliteter. Førnævnte Hal P-M med australsk/irsk/skotske rødder på violin og viola, svenske Carr og danske Anders Ringgaard på accordion og trombone samt Andreas Tophøj, violin og mandolin mikser også i høj grad traditionerne. Den musikalske identitet spredes og suppleres yderligere med ”et helt rum fyldt med musikere”, blandt dem er den canadiske fiddler og stepper David Boulanger, der virkelig sætter sit præg på albummet, og norske Jullie Hjetland. Hun har også turneret med Basco i den forgangne måned. Det hele fremstår som et organisk og velklingende hele, og andet kan man vel knapt forvente fra Basco & co.