Det var, som om tiden havde stået stille. Selv om det er halvandet år siden, Runrig sidst spillede i Danmark, så var de hurtigt tilbage på sporet med otte koncerter på programmet på deres ”Rewired Tour 2012”.

Selv om genkendelsens glæde var stor, med mange af de kendte melodier, så var der også et par nye numre med på aftenens program, da Rootszones udsendte overværede koncerten i Frijsenborg Slotspark sammen med ca. 6.000 andre.

De første fans var allerede mødt frem ved indgangen inden middag, og da portene blev slået op kl. 18.00, var køerne ved de to indgange af en pæn størrelse, og der var en fredelig kamp mellem hardcore fans om at nå frem til pladserne helt oppe ved hegnet foran den meget høje scenekant. Mens mange af de øvrige fremmødte placerede sig i god afstand fra scenen på medbragte tæpper og i ro og mag nød pølser og andet, der blev tilberedt på store Webergrills på pladsen, inden musikken begyndte.

Aftenen begyndte med stille og rolig dansk musik med talentfulde Dark & Dear, inden Århus-bandet Green Lives skruede op for kvalificerede rocktoner.

Men da Runrig gik på scenen, var alt som det plejer at være. Der blev skrålet med på alle de kendte sange, så vi alle kunne mærke, at vi tog et ”Roadtrip” eller medvirkede ved ”Clash of the Ash”, efter vi havde været med til at ”Beat the Drum” osv., inden vi afslutningsvist fik den sædvanlige gåsehud og rislen ned ad ryggen med ”Loch Lomond”.

Efterfølgende kunne man konstatere, at selv om man havde stået op i mange timer, så kunne alle Runrig-fans alligevel give forsanger Bruce Guthro og bandet ret i, at de levede op til teksten fra et af numrene ”I’m alive again”. For de var tilbage på the Stamping Ground!

http://www.runrig.co.uk/