Da Anne Briggs i 1970’erne besluttede at stoppe med musikken og trække sig tilbage fra offentligheden, vakte det ikke større opmærksomhed. Trods en del optrædener og enkelte pladeindspilninger var hun nemlig nærmest ukendt uden for folkemusikkredse i Storbritannien.
I stedet for at gå i glemslen er interessen for hende imidlertid siden vokset. Genudgivelser med de få optagelser, der findes med Briggs, sælger mere end nogensinde, og listen af prominente musikere som lovpriser hende og udråber hende som deres allerstørste inspiration, er blevet længere. De få interviews, hun har givet, er blevet analyseret og fortolket i håbet om at finde årsagerne til den fornyede anerkendelse, og navnet Anne Briggs er næsten blevet mytologisk – selv om hun heldigvis stadig lever og er blandt os.
Anne Patricia Briggs (født 29. september 1944) har haft et dramatisk privatliv, som man kan læse om andre steder. Hun startede med musikken i begyndelsen af 1960’erne. Hun sang primært acappella, men lærte sig at spille bouzouki (før dette instrument blev almindeligt i folkemusikken) og guitar. Da hun begyndte at optræde i små klubber, var det hendes versioner af flere af de gamle sange, herunder ”Blackwaterside” og ”Willie O Winsbury”, der vakte interesse.
Disse samt flere sange kom på repertoiret og blev populariseret af nogle af de venner, hun fik: Bert Jansch, John Renbourn og Jimmy Page, og både Sandy Denny, Richard Thompson, June Tabor, Christy Moore og Dick Gaughan har fortalt om hendes store indflydelse på deres egen musik. Hun er næsten egenhændigt tilskrevet at være den kilde, skole eller ’bro’, der forbinder den gamle britiske orale tradition med først opblomstringen af folkemusikken i 1960’erne og siden med den nyere folke- og rockmusik.
Briggs skrev selv nogle gode sange, der indgik i repertoiret hos både Fairport Convention, Led Zeppelin og Pentangle, enten direkte eller som tydelig inspiration. Hendes “Let No Man Steal Your Thyme” blev titelsang til TV-showet Alias Grace, Green Gartside fra popgruppen Scritti Politti har udgivet hendes sange “Tangled Man” og “Wishing Well” i 2020, og Robert Plant og Alison Kraus inkluderede “Go Your Way” på deres album Raise the Roof.
Richard Thompson og Sandy Denny m.fl. har sågar skrevet hyldestsange til Briggs, og hendes musikalske arv kan spores mange steder. Eliza Carthy, Kate Rusby og mange flere af de yngre folkemusikere er citeret for at have Briggs som deres største inspirationskilde. The Decemberists 2009-album ”The Hazards of Love” var inspireret og opkaldt efter Briggs album med samme titel.
Anne Briggs var naturligvis også en betagende sanger – omend tidligere overset. Hun fortalte i nyere interviews, hvorledes hun under sine optrædener bestræbte sig på ’ikke at eksistere’, og hendes tilgang til musikken var enestående. Hendes optrædener må vi, der ikke oplevede dem, tænke os til, da der kun findes enkelte atypiske videoklip med hende.
Hendes indspillede musik er som nævnt sparsom. De tre album ”Anne Briggs”, “The Time Has Come” (begge 1971) og “Sing a Song for You” (indspillet 1973 men først udsendt i 1997) er tilgængelige i genoptryk sammen med en række opsamlingsplader og singler. Med denne nyere store interesse skulle man tro, at Anne Briggs var tildelt mange priser og hæder, men det er ikke
tilfældet. Selv om talrige musikere lovpriser hendes musikalske arv, så er hun enten ukendt eller en kultskikkelse, som først nu er ved at blive indskrevet rigtigt i musikhistorien.
