Når den allerførste tekstlinje er “Got Up This Morning”, er der stor sandsynlighed for, at der er tale om en bluessang. Denne trætte kliché og mange af de andre bliver brugt med løs hånd igennem hele Trouble Cats’ nye, fjerde album.
Det er ellers egne nye sange plus nogle bearbejdede ældre numre som præsenteres, og det åbner for musikalske muligheder, men aarhusianerne holder sig til den gamle formel og har lavet deres musik på velkendte boogie-, stomp- og swingstrukturer.
Trouble Cats har uændret besætning siden sidste års livealbum, og selv om de denne gang har været i indspilningsstudiet, så har de bevaret en live-i-studiet-lyd. Mundharpe og guitar er uden store svinkeærinder de bærende soloinstrumenter, og selv om lydbilledet er varieret lidt ved at spille sangene The Note, Rockin’ Round The Tombstone og Don’t Bite The Hand That Feeds You unplugged, så er der ikke meget fornyelse her. Blom Hansens Telling Lies er næsten identisk med J.J. Cales Lies, men det er nok det, der sker, når man lægger sig tæt op af den traditionelle bluesrock.
I en periode, hvor flere danske bluesnavne med held har opnået international succes, så er Trouble Cats meget lokale. Især vokalerne lyder danske – selv om de er på engelsk. Men vi har også brug for orkestre som Trouble Cats til at sætte energi og liv på dansegulvene på de mindre danske spillesteder.