Her er et nyt album fra et af dansk folkemusiks mest erfarne bands, Trio Mio, som har eksisteret siden 2004.

Indspilningerne har fundet sted fra juni 2022 til januar 2025, hvilket især skyldes Corona-epidemien. Det høres dog ikke på musikken, der er i sædvanlig velspillet kvalitet og med fin konsistens.

Trio Mio består af Kristine Heebøll, violin og vokal, Jens Ulvsand, bouzouki, guitar og vokal, og Peter Rosendal, piano, harmonium og flugabone. Numrene har i flere tilfælde flere ophavspersoner, men i overskrifter har Heebøll komponeret fem af de 11 numre, Ulvsand fem og Rosendal et. To af numrene har tekst af Ulvsand: ”Poppel” – efter min opfattelse et af Heebøls smukkeste numre gennem tiden – og den traditionelle ”Æ sikkstyk’.”

Ambitionen med albummet og titlen ”Dansant” er indlysende, at musikken skal opleves som dansemusik. Men genren er som tidligere kontemporær folk i fusion med jazz og verdensmusik. Altså en blanding af det simplere folkelige stof med det mere komplekse som udfordrende grooves, linjer og akkordprogressioner.

Baggrunden for albummet og de enkelte numre i øvrigt må man gætte sig til. Af pressematerialet fremgår det dog, at den gennemgående tanke er ikke blot dans, men BAL. Også for lytteren lykkes det fint, og det trækker i fødderne. Det er derfor, at ”Dansant” ikke blot er en fin kunstnerisk oplevelse, men også en kulturel en af slagsen: Der er lagt i kakkelovnen til samvær, til at bruge sin krop og til at røre ved andre – som man gør, når man danser.

Et ungt og nutidigt publikum vil sagtens kunne afkode musikken som dansemusik, om end det nok på en del numre kræver en indsats at omsætte musikken til traditionel folkelig dans. En snak med Heebøll afslørede imidlertid, at det lykkedes fint til bandets sæt på den netop afviklede Folkets Festival i København. Og for så vidt er albummet jo godt i tråd med Heebølls andet større projekt: ”Bølgen”.

”Dansant” er i en vis forstand en fortsættelse af det, vi kender fra Trio Mio, men musikalsk og kompositorisk også et skridt videre i udviklingen.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen