På Livø i Limfjorden bliver der i første juliweekend for fjerde gang sat fokus på folkemusik fra Norden, nemlig på Nordic Folk festival og dét med en række spændende navne med netop deres fortolkninger af den nordiske folks mange forskellige udtryk.

Fiolministeriet

Udover en masse fin musik kommer der til at foregå meget andet såsom naturaktiviteter, ikke mindst for børnefamilier, og i det hele taget er festivalgæster omgivet af skøn natur. Mad og hygge siger sig selv – og så kan unge musikere deltage i en Masterclass på den idylliske ø.

I år har festivalen en scene, hvor den unge generation af unge musikere inviteres ind i deres eget hjørne af festivalen for at komponere, finde nye veje for folkemusikken og være i dialog med hinanden og resten af festivalen om dens fremtid. Festivalen håber og ønsker at medvirke til at skabe forbindelser mellem den etablerede folkemusik og de mange nye strømninger, som de unge er med til at skabe.

Nordic Folk Festival har fra starten arbejdet på at skabe et koncept med plads til alle og har med glæde konstateret, at både børnefamilier, unge og det modne publikum har fundet vej til festivalen. Og i år præsenterer festivalen (igen) et flot og varieret program. Se bare her:

Gangar er norsk folkrock i højt tempo og inspireret af både rock, metal og traditionel folkemusik fra landet med de smukkeste fjorde og fjelde – og her er både syng-med, tunge riffs og kjempe spilleglæde at se frem til – og garanteret gang i den.

Sver: Foto: Gunnar Hall

Blum & Haugaard Band (øverste foto) er tidløs dansk musiktradition og nogle af landets mest anerkendte folkemusikere med egne kompositioner og enestående fortolkninger af den danske musikskat. Her er genkendelse og fornyelse i en symbiose og til stor glæde for mange. Der kommer givetvis numre fra deres nyeste album, ”Den store sommer”.

SVER er et fem mand stort orkester fra Sverige og Norge, og de står for ”elektrisk uden elektricitet med høj energi og forførende gnist”. Her inviteres til dans, men også til dyb lytning. SVER har opnået international anerkendelse for deres livekoncerter og lover et brag af en fest, når de spiller lørdag aften.

Fiolministeriet forener tre dygtige og rutinerede musikere i et dynamisk univers fyldt med intensitet og energi. De tre kvinder har skabt deres egen lyd ved at

føre klassiske strygeinstrumenter langt ind i folkemusikkens verden, og de byder på gamle melodier og nye kompositioner. Hermed tages publikum med på musikrejse tilbage til rødderne af dansk folkemusik.

Grabow & Guldhammer står for poetisk fortid i nutidig fortolkning. Sara Grabow og Mia Guldhammer bringer landets gamle sange til live med et intenst vokaludtryk ledsaget af akustisk guitar og dulcimer. De synes, at fortidens fortællinger har en særlig relevans i nutidens travle verden, og det har de ret i. De to kvindelige musikere har bl.a. modtaget “Traditionsprisen” og en DMA-Roots Award for “Årets track”.

Maja Kjær Jacobsen

Grabow & Guldhammer

Maja Kjær si Orkester spiller, som de siger det, ”forbudt folkemusik”. Bandet udfordrer de mere traditionelle opfattelser af folkemusik med et utraditionelt miks af instrumenter. Debutalbummet “LANDING” kombinerer violin, tuba, percussion og hakkebræt, og indbyder til både fest og til at røre sjælen. Her kommer både nordiske og andre musiktraditioner i spil.

Bjørnetjenesten tager ved deres børnekoncert publikum med tilbage i tiden med både folkemusik og elektroniske elementer. På den måde formidler de børns hverdag gennem bl.a. ordsprog, der vendes på hovedet. Sangene er om alt fra mobning til fantasirejser med H.C. Andersen, og både sprogets og musikkens betydning skaber refleksion.

Festivalen byder som nævnt på meget forskelligt – også fællessang, midnatsbal og nordisk dans med Barslund, Boesgaard og Strange foruden sammenspil for alle, workshop og mere endnu, eksempelvis Nordic Folk Kids og Kreativt værksted med Stenaldercentret Ertebølle. Arrangørerne glæder sig meget til at dele disse mange musikalske og andre oplevelse med publikum. Sådan siger Lykke Kristensen og Jens Ole Hvid Amstrup fra programudvalget.

 

www.nordicfolkfestival.dk