For nylig kunne vor hjemlige folkemusikalske midtercirkel kaste glans over sig selv og sine ved festaftenen i forbindelse med uddelingen af genrens DMA-priser i Tønder Kulturhus. En fin aften i gode rammer, hvor man kunne få hilst på venner og bekendte og få snakket med dem, man nåede og lige ramlede ind i – og med det tilfældige udpluk af dem, der ikke mente, at festen var færdig klokken to. Sidstnævnte sene fællesskab bliver ofte en frugtbar blanding af seriøs samtale og animerede anekdoter. Således også her.

Nils Thorlund Fotos: Per Dyrholm

Efterfølgende kom overtegnede til at reflektere videre over noget af den mere seriøse snak under den nævnte ”afterhours”. Temaet var begrebet folkemusik, dets definition og dermed også genrens ydre grænser. Anledningen var ganske naturligt prisuddelingen og festen, der lå lige bag os.

Lod man blikket glide ned over listen af nominerede i de forskellige kategorier, var det noget nær provokerende nærliggende at stille sig selv det så ofte stillede spørgsmål: Hvordan defineres folkemusik, og hvor går den grænse, der markerer, at det ikke længere er folkemusik? Op mod 30 navne figurerede på listen, og pænt over halvdelen repræsenterede, hvad man umiddelbart kunne kalde nutidig kompositionsmusik og sangskrivning, der i større, mindre eller slet ingen grad bygger på en folkemusikalsk tone. Af egentlige formidlere af en tradition var vi nede på godt og vel en håndfuld, alt afhængig af hvor snæver definitionen skal være. Således var billedet tegnet af flødeskummet på årets nationale folkemusikalske lagkage.

Nuvel. Tilbage til definitionen af folkemusik og fastlæggelsen af genregrænser. Går vi helt ned – eller tilbage, om man vil – til en mere akademisk definition på traditionsmusik, er det kendetegn som konkrete funktioner i givne miljøer og fravær af ophavsret til musikken og sangene, der er definerende. Altså folkemusik som et overleveringsfænomen. Nok har spillemænd komponeret, og nok har sangere lavet sange, men den overleverede tradition og funktion er bevaret, og hovedvægten har dog ligget på det traditionelle materiale.

Hvis vi fastholder noget, der ligner ovenstående stramme definition, får vi jo åbenlyse problemer i forhold til, hvad vi i dag kalder folkemusik. Nok har vi stadig nogle få folkesangere/troubadourer, der med deres sange formidler historier, og nok har Fanø stadig en levende overleveret musik- og dansetradition. Men det er også hvad der er tilbage af folkemusik i sin oprindelige form. Hvad så med alt det andet?

Signe Svendsen underholdt ved DMA festen, og var indstillet i to kategorier.

Det er her, debatten bliver både interessant, engageret og vanskelig, men absolut relevant, grænsende til nødvendig. Som det fremgår herunder, må den debat meget gerne brede sig. Uden en bred fundering får den ingen effekt. I aktuel relation til årets DMA-nomineringer, men også generelt er der umiddelbart et behov for at få fastlagt grænserne for den genre, som vi opfatter som folkemusik, men som måske skulle benævnes anderledes og med en bredere basis. ”Roots” er umiddelbart en mere dækkende betegnelse for et bredere defineret begreb. Der må i hvert fald kunne opnås enighed om, at genren skal defineres som musik, traditionel eller original, som under en eller anden form baserer sig på folkeligt overleveret materiale. Derved kommer vi ud over genrebestemmelser på grundlag af instrumentering, arrangement etc. Eksempelvis behøver en given musik ikke at tilhøre genren, blot fordi den er udført på akustiske instrumenter, der er typiske for traditionsmusikken. Tilsvarende behøver en udførelse på atypiske instrumenter ikke at betyde udelukkelse fra ”det gode selskab”.

Afgørende for behovet for en opdateret genredefinition og -betegnelse er den udvikling, som folkemusikken har gennemgået. I lighed med jazzen, også oprindeligt en folkelig genre, er folkemusikken i udbredt grad blevet kompositionsmusik. Langt størsteparten af den folkemusik, der spilles, synges og udgives i dag, er nutidig kompositionsmusik på grundlag af traditionens musiksprog, som oftest skabt af den/de udøvende selv.

I modsætning til jazzen har folkemusikken ikke i tilsvarende omfang fået skabt holdbare betegnelser for undergenrerne, specielt ikke for de nyeste musikalske tiltag. Jazzen har for længst kanoniseret underbegreberne traditionel jazz, swing, bebop, free jazz etc. Som vel den eneste er betegnelsen ”folkrock” almindeligt anerkendt i folkemusikken, men også her kunne det være formålstjenligt at operere med underbegreber som traditionel folkemusik, folkrock og … ja, hvordan skal de senere undergenrer rubriceres og betegnes?

To medlemmer af Kloster

Ikke mindst rubriceringen er en udfordring. Eksempelvis komponeres en del ny musik direkte ind i traditionen og med funktionen bibeholdt. Skal den have sin egen hylde og kaldes f.eks. ”neotrad”, eller er det stadig blot traditionel musik? Der komponeres også i dag med koncertudøvelse som det primære mål. Under DMA-showet blev betegnelsen ”folktronic” nævnt. Fortsæt selv.

Tilbage til netop DMA. Indstillingerne til priserne rummede navne, der efter overtegnedes vurdering ligger så langt fra udspringet, at det falder svært at henføre dem til en genre med rødder i en folkelig tradition. Ikke mindst når genrens prisberettigede navne skal udpeges, vil det være hensigtsmæssigt at få fastlagt en brugbar genredefinition. I år var der for første gang opstillet en række kvalitative kriterier for nomineringen til en pris. Det næste skridt bør være påbegyndelsen af en proces hen imod en definitionsmæssig afgrænsning af genren, så både kvaliteten og tilhørsforholdet til folkemusikalske rødder bliver forsøgt sikret i kriterierne.

Send os gerne kommentarer i kommentarfeltet her på rootszone.dk. Har du længere indlæg, så send gerne en mail til lissenhere@post.tele.dk Så kan det være, at vi kan få gang i en debat her på siden.

Mia Guldhammer