For første gang i sin karriere måtte den unge skotske sangerinde Emily Smith, og hendes New Zealandske mand og violinist Jamie McClennan aflyse en koncert. Og så blev det endda til to aflysninger, da parret ikke kunne komme til Hinnerup og Sabro på grund af sne- og bilproblemer. Men det lykkedes for Rootszone, at få en lille snak med Emily Smith mellem snedriverne.
Hvordan vælger du dine sange?
”Sange som er skrevet af andre kommer som regel til mig, det er sjældent jeg søger efter dem. Jeg optræder oftest med egne sange og med traditionelt materiale, men hvis jeg hører en sang, der forbinder mig med noget, så kan jeg godt finde på at tage den på repertoiret. Men det vigtigste for mig er at jeg laver min egen fortolkning af det, og laver det gerne anderledes, alt efter humør, hastighed og instrumenteringen, så der er mange muligheder.”
Hvad inspirerer dig mest, når du skriver?
”Jeg har altid været inspireret af melodierne først, nok fordi jeg spillede klaver og harmonika i årevis før jeg begyndte at synge. Jeg komponerede selv melodier før jeg begyndte at skrive tekster. Jeg er også meget inspireret af historie, især fra mit lokale område i Dumfries og Galloway i det sydvestlige Skotland. Vi har en mængde gamle eventyr og historier, der inspirere til at lave sange. Men foruden det omkringliggende landskab i min hjemegn Dumfriesshire bliver jeg også inspireret når jeg er i udlandet.
Hvad lytter du selv til?
”Lige for tiden er det mest andre sangskrivere, mange amerikanske akustiske musikere, og så er jeg en stor fan af bluegrass. Et af mit favoritbands er Crooked Still og så er der en engelsk sangskriver Laura Marling, hvis arbejde jeg beundre meget. Men ellers er mit humør bestemmende for, hvad jeg lytter til, og sådan tror jeg at det er med mange. Sommetider tænder jeg også for radioen, hvis der er en god debat på Radio Scotland eller Radio 4.”
Hvad er den første ting du gør når du kommer hjem efter en lang turné?
”Jeg tænder for kedlen, så jeg kan få en kop te! Og så sørger jeg for at få fyldt mit køleskab op igen. Men jeg hører ikke til dem, der skal have en lang pause eller evaluere en turne. Men det er vigtigt for mig, at jeg har et sted, jeg kan kalde ”hjem”, hvor jeg føler mig godt tilpas. Men ellers nyder jeg udsigten fra mit hus, men ellers er jeg hurtig parat til at begynde mit arbejde igen, jeg skal blot lige have vasket en mængde tøj…”
Hvad med fritiden?
”Musik tager næsten al min tid. Skrive, arrangere, indspille og alt det administrative arbejde, hvor jeg er involveret i et pladeselskab, og hele logistikken omkring vores turneer, så min fritid løber oftest sammen med min arbejdstid. Men hvis jeg får tid til overs, så nyder jeg at være sammen med venner og familie. Jeg vil også gerne ud at gå i naturen, og når jeg engang imellem har energi, så kan jeg også godt lide at løbe en tur på landet, og ellers nyder jeg at passe min have.
Er der forskel på at spille i dit hjemland og andre steder?
”Der er små forskelle mellem publikum fra forskellige lande, men overordnet er folkemusik fans venlige, anerkendende og nede på jorden, hvor vi end kommer! Nogle gange kan et publikum være lidt mere reserveret end andre, men jeg tror, at man kan nå ind til dem, og så er det lige meget om du er i en by eller ude i et landdistrikt, det er stemningen i lokalet, der afgør det og ikke nationaliteten. Og eksempelvis var Rusland fantastisk. Vi blev modtaget med varme og gæstfrihed. Publikum virkede meget glade for at vi kom, og gjorde alt for at få os til at føle os velkommen.
Du kommer med et nyt album til januar, hvor længe har du arbejdet på det?
”Jeg arbejdede med ”Traivellers Joy” hele sidste år, og det sidste fik jeg så på plads i begyndelsen af 2010, da vi var på en 10-ugers turne i New Zealand og Australien, og så blev det indspillet i perioden juli, august og september i år. Og jeg er selv godt tilfreds med resultatet, og synes at det er mit bedste album til dato. Min mand Jamie McClennan, der også har spillet med mig de seneste otte år, har produceret det, og vi har haft fornøjelsen at have involveret flere fantastiske gæstemusikere på cd’en. Vi har vores favorit violinist Stuart Duncan fra Nashville med, han spiller med en følelsesladet og energiske spillestil, der harmonere godt med Alan Doherty fra Dublin, der spiller på fløjte. Han har også spillet i Grada. Så har vi Duncan Lyall på dobbelt bas, og han har spillet med mig i seks år. Desuden medvirker australske James Fagan på bouzouki og så har vi ikke mindst islandske Signy Jakobsdottir på slagtøj, samt flere andre instrumenter. Hun behersker11 forskellige instrumenter! Og så medvirker Jamie på guitar og jeg selv spiller på harmonika og piano. Men ellers indeholder ”Traivellers Joy” en blanding af traditionelle sange og sange som jeg har skrevet. Og jeg tror albummet generelt har en god stemning og tempo. Jeg har skrevet sangene ud fra et mere personligt udgangspunkt end ellers, men stadig under stor indflydelse af skotsk folkemusik, selv om det måske er lidt mere kontemporær end traditionelt.”
Emily Smith var meget ked af, at hun måtte aflyse de to koncerter i østjylland, men håber at kunne komme tilbage næste år. Men nu gælder det udgivelsen af ”Traivellers Joy” 24. januar, som hun følger op med 18 koncerter i Storbritannien.
www.emilysmith.org
www.myspace.com/emilysmithband
