Fotos: Abelone Glahn

I anden artikel fra den canadiske festival Celtic Colours i oktober anmelder Peter Abrahamsen en længere række navne. Højdepunktet var en mandolin/guitar-duel mellem Ricky Skaggs og J.P.Cormier, men også mange andre og meget forskellige navne.

Med den korsfæstede Jesus som baggrund og det stille katolske kirkerum i St. Peter’s Parish Church som kulisse indledte den canadiske sangerinde Laura Smith sin optræden i byen Ingonish med at synge sin sang “I Built A Boat” fra sin seneste cd ” Everything Is Moving ” fra 2013. Det var tydeligvis en signatursang, og hendes CD comeback efter 15 års stilhed generobrede det rum, der havde savnet hende så længe.

Ricky Skaggs

Sidste år gjorde hun koncertcomeback på Celtic Colours, og igen i år havde man givet hende en central placering i festivalens program: Tre koncerter sammen med hendes faste pianist Kim Dunn. Han havde også skrevet en sang, “Inspiration”, som Laura Smith fortolkede så inderligt, som var det hendes egne ord. Hun greb om tilhørernes hjerter, og da hun afslutningsvis sang sin egen stærke sang ”Horse And Ploug” i den fyldte kirke, trak hun en smuk linje fra de tidlige indvandrere til dagens efterkommere.

Koncerten havde titlen ”The Hills Are Alive ” og havde Adrienne & Mike Gorey som opvarmning. Et lokalt par, som sang spædt og smukt under kirkehvælvingen, mens koncerten afsluttedes med en anderledes munter spillemandskvartet med violin, guitar, bas og trommer fra Øen Isle Of Man. Dette faktum brugte violinisten som udgang for de mange fortællinger, der efterhånden overskyggede, at han faktisk var en glimrende violinist.

Aftenen før var vi på besøg i Glensdale i St. Mary Parish Hall (forsamlingshus). Koncerten bar titlen ”Both Sides Of The Mountain”, hvor bl.a. violinisten Wendy MacIsaac underholdt på hjemmebane sammen med sin mangeårige makker Mary Jane Lamond – begge prisbelønnede og nominerede til adskillige awards. Og man kan sige, at aftenen kunne have haft en overskrift som “En hyggelig aften i forsamlingshuset”: De medvirkende havde det bestemt sjovt med indforståede jokes og ret upræcise afleveringer. Men jeg var sådan set ikke rejst 8000 km for at blive underholdt af stand-up, krydret med gæliske sange og violinspil for galleriet. Nå, men aftenen var da hyggelig nok, men oplevelsen faldt i tråd med den fiske-chowder, jeg fik serveret i den lokale brandstation umiddelbart før koncerten, lidt tynd og for sparsom.

Heldigvis var der andre afsnit af koncerten, som blev udfyldt af den fremragende harpespiller Laoise Kelly (irsk harpe) og den skotske sangerinde Kathleen MacInnes, der gav os en række sange på gælisk, ukrukket og ligefremt. Resten af aftenen blev udfyldt af et folkedanserteam ved navn Fileanta, der virkede som nogle dygtige amatører.

Fredag aften skulle vi tilbringe i Big Pond Community Hall i selskab med Harald Haugaard og Helene Blum. De havde spillet to gange i byen Sidney, før vi kom til Cape Breton. Da Helene B. måtte tage hjem en dag for tidligt, var han, Mikkel Grue og Sune Rahbek i gang med at sætte et nyt program med Carl Nielsen som åbning. Det gik det i forrygende stil gennem et velspillet sæt – man fristes til at sige, at ”der var fut i fejemøget”. Let og elegant trak Harald os gennem den danske spillemandsskat. Så var det skab sat på plads. Man kunne mærkede Mary Jane Lamond &Wendy MacIsaac’s efterfølgende sæt, at de havde noget at spille op til. Et entusiastisk publikum forstod at honorere både Harald Haugaard Band og Mary Jane & Wendy især i finalenummeret. Stuart Cameron var det lokale indslag med egne sange og sologuitar med melodier, han havde lært af sin far. Sympatisk og hyggeligt.

Lørdag eftermiddag var vi til koncert på The Gaelic College i St. Ann’s, hvor vi igen mødte den elegante Laura Smith og Kim Dunn og senere Jim Payne og Fergus O’Byrne. Dem havde vi lyttet til torsdag formiddag, hvor Radio Canada optog en live-on-tape-koncert i en af de fire kirker, der ligger i Baddeck. De blev interviewet og fortalte om livet på øen og på havet. Begge havde de meget at berette og en superprofessionel holdning til deres metier. På Gaelic College var det en mere stram form for koncert, der viste dem som gode instrumentalister og i særdeleshed formidlere af deres sange. Vi måtte desværre gå inden koncerten var slut, for vi skulle til Sidney og høre aftenens absolutte afslutningskoncert. Så vi hørte desværre ikke ”Men Of The Deeps” (minearbejderkoret), der har eksisteret i 50 år og sang med beskyttelseshjelme og lys i panden, som var de nede i minen.

Center 200 i Sydney præsenterede J.P. Cormier, The Barra MacNeils og Ricky Skaggs & Kentucky Thunder. I 1970’erne besøgte Ricky Skaggs Montmartre i København med sit orkester. Et pakket klublokale kom for at lytte til mandolinlegenden fra USA, som var sideman til alle de store navne, bl.a. Emmylou Harris og flere i den klasse. Ricky behøver ingen berømte til at forklare, hvor fantastisk han er. Fra Montmartre indtil i dag er han den hurtigste på gribebrættet, han er Bill Munroe’s efterfølger, Flat & Scruggs arvtager, og han er ikke til at skyde igennem.

I dag ligner han en prædikant fra Bibelbæltet og synger og spiller, så man må overgive sig betingelsesløst. Sammen med 4-5000 publikummer stod vi op tre eller fire gange og delte begejstringen – denne første gang, hvor han var på disse kanter og så tæt på Atlanterhavet, som en mandolin kan komme. Standardnumre fra Nashville’s Grand Ole Opry som ”Crying My Heart Out Over You” over til hans egne kompositioner og sange. Yes, det var dejligt, bare at lytte, synge med og trampe i gulvet af glæde og begejstring. Jeg kan huske, at sådan havde jeg det også i 1970’erne, da han var forbi København.

Koncerten startede med J.P. Cormier (vi kender ham fra Tønder F.) – en guitarpicker, som havde lært første nummer på sin guitar ved kopiere et Chet Atkins-nummer fra en plade. Men som han sagde: ”Alle vidste jo, at Chet Atkins spillede med tre fingre undtagen jeg, så jeg lærte at spille den med plekter ”. Da var J.P. kun otte år gammel. Stor og monumental stod han på scenen mutters alene og spillede hurtigt – fordi vi skulle se ”some serious picking here” med et mellemspil fra Barra McNeils.

De bjergtog de lokale lyttere mere end mig – måske mest fordi jeg ikke havde så stort kendskab til gruppen, som jeg måske burde. De spillede godt, kompetent og til publikums store fornøjelse. Det hele endte i en stor finale, som det jo skal, med alle mand på scenen. Højdepunktet var, da J.P.Cormier og Ricky Skaggs gennemførte en fantastisk mandolin/ guitar duel i to klassiske Bill Monroe-numre.

I en stiv klokketime efter koncerten sad Ricky Skaggs i forhallen og talte tålmodigt med publikum, som stod i kø for at tage en selfie sammen med deres idol. Først da Security trippede nervøst langt over midnat, var køen slut, alle havde fået en autograf, en CD og en ”selfie”.

The Barra MacNeils Pressefoto