Hvor tit kan man egentlig sige, at alle mål er nået? Det kunne Tønder Festival i år, for den gik simpelt hen i sort – på den gode måde med sorte tal på bundlinjen. Et musikbudget på fem millioner kroner havde sikret nærmest fire døgns fantastisk musik, og 8.475 personer havde købt armbånd, de fleste af dem til alle fire dage. Det gav mere end otte millioner kroner, så musikbudgettet var mere end hjemme.

Barr Brothers.  Foto: Lars Fischer

Barr Brothers.
Foto: Lars Fischer

Andet år i treårsplanen hen imod en forynget festival med ekstra spændvidde i den ”handmade music” gik forrygende, som rootszone.dk allerede har fortalt i adskillige anmeldelser, siden festivalen sluttede for en uge siden. Godt 340 musikere gav sig fuldt ud på de mange scener, solen skinnede gavmildt og gavnede både omsætning, publikum og stemningen i det hele taget. For mit vedkommende blev The Barr Brothers en kæmpestor AHA-oplevelse søndag eftermiddag i Spejlteltet.

De repræsenterer den nye indiefolk ligesom f.eks. The Avett Brothers. Billy Bragg er den samfundsengagerede folkesanger,

Kate Rusby

Kate Rusby

Hudson Taylor den unge friske næsten pop-tilgang, men med hjerte og de tråde tilbage i tiden, som gælder al musikken i Tønder. Kate Rusby er den vidunderligt velsyngende traditionalist, som når over evt. grænser, Dervish spiller den irske trad-folk, som vi har kendt den længe, men stadig udført spændende og forbilledligt, Niels Hausgaard, Poul Dissing, Allan Olsen og Folk Spot og flere endnu spiller dansk i mange nuancer, Dreamers Circus det nordiske på en ny og personlig måde. Mariza er den portugisiske tradition og folkesjæl fado, Adam Cohen storbynutidens singer-songwriter, Sinéad O’Connor er den egenrådige hitsangerinde med gennemslagskraft, så var der alle dem, vi har bogført under americana – og alle de mange andre fantastiske og multifacetterede musikere, som ikke når at blive omtalt her (sorry, men se også tidligere anmeldelser, f.eks. af Red Molly i smukke kjoler og de meget morsomme og velsyngende Spooky Menn’s Chorale). Alle berigede de festivalen og gjorde den levende og dynamisk i alle ender og kanter. Her var Fanøbal, New Orleans-stemning og masser af det gode irsk-skotske glade og melankolske musik.

Tre par brødre

Ikke mindre end tre brødrepar fik stor, fortjent succes på festivalen. Der var gensyn med både de unge irske brødre i Hudson Taylor og The Avett Brothers, og det var med ekstremt stor forventning, at jeg stod på Open air lørdag aften og ventede på Seth, Scott og bandet. For siden koncerten i Telt 1 for to år siden, som var ren magi, har jeg set frem til at opleve dem igen. Dengang var det forelskelse ved første live-lyt! Nu er den kærlighed cementeret.

For første gang nærmest nogensinde kunne man finde mig hængende hen over hegnet som en anden teenager lige foran scenen. Hvor var det dog fedt at stå så tæt på og virkelig kunne se, hvad der foregik – til gengæld var lyden ikke optimal der. Det var den i det hele taget ikke ifølge vores anmelder Claus Hellgreen, hvis ”Americana”-artikel, vi havde på forsiden forleden. Men det er under alle omstændigheder en stor oplevelse at se og høre dét band live. De er fantastiske musikere, som får alt til at lykkes uanset lydbøvl. Brødrene springer adræt rundt, skifter instrumenter og synger simpelt hen så perfekt sammen, at man næsten ikke kan skille deres stemmer fra hinanden. Deres sang er harmonisk og gribende, ikke mindst i de langsomme numre, og både ”Head Full Of Doubt” og ”I And Love And You” er stadig overjordisk smukke. Telt 1 var i 2011 en mere intim ramme for The Avett Brothers musik, men selvfølgelig er det oplagt, at de spiller Openair-scenen og flere tusind mennesker op.

Hudson Taylor

Hudson Taylor

Før de amerikanske brødre stod de sindssygt talentfulde brødre i Hudson Taylor på samme scene, og det var, som om de var overalt på festivalen. De er vildt unge, 19 og 21, men allerede flyvefærdige og professionelle. Alfie og Harry har givetvis en stor karriere foran sig, og de havde et par gode gutter med på trommer og fiddle. Om de forbliver i den mere folky ende af musikken er svært at sige, for de har endog fine chancer for at gøre sig i poppen. Måske en kombination, for Hudson Taylor, der har Simon og Garfunkel som forbilleder og måske kan minde noget om The Everly Brothers, har allerede vist store evner for at skrue gode sange sammen. De spillede bl.a. også i det allerede legendariske Spejltelt, som vitterlig er en fantastisk ramme om musik.

Samme sted fik jeg den mest intense musikoplevelse på dette års Tønder Festival.Det begyndte med en meget dejlig og flot koncert med Dreamers Circus med Kristian Leth på charmerende og sympatisk vokal, og bagefter blev der båret instrumenter ind til den store guldmedalje på den lille scene. Musikerne måtte sno sig rundt mellem den store harpe, trommer, xylofon, klokker og alskens spilleskrammel og selvfølgelig guitarer, men det lod de sig ikke mærke med.

Montreal-baserede The Barr Brothers gjorde klar til et sæt, der fik Spejlteltet til at gløde og gnistre. Brad Barr var mest i centrum med sit

CathyJordan fra Dervish

CathyJordan fra Dervish

totalt fascinerende slideguitarspil og en stemme fuld af kontrolleret lidenskab. Han var langt inde i musikken, helt ydmyg, det var næsten, som om han bare spillede for sig selv, men publikum var med hele vejen. Hans fascinerende spil trak os helt ind i musikken, og kunne for den sags skyld have fortsat længe endnu. Andrew Barr spillede især trommer og sang et nummer eller to, Sarah Page harpe og Andres Vial gik fra det ene til det andet instrument og lavede lyde hist og pist. Bandet er i musikalsk familie med bl.a. The Low Anthem, som de også er venner med. Også det her band har vildt meget potentiale., og Spejlteltet gav et ekstrapift til den perfekte koncert.

Et blandet publikum

Lukas Graham besejrede Telt 1 med et dygtigt og professionelt show fredag aften, med Lukas bevægende følsomme sang og showmanship i centrum. Samme eftermiddag beviste irske Dervish, hvorfor de har holdt sig på toppen i nu 24 år. Dervish er et eksempel på, at Tønder Festival heldigvis stadig også er, som ”folk festivals used to be”, samtidig med det større fokus på nytænkning og moderne folk. En af musikerne i bandet udtrykte efter koncerten en lille bekymring for, om bandet var ved at blive ”for gammeldags”, men deres sæt var så gennemført musikalsk og tæt sammenspillet, at de ikke har noget at frygte foreløbig. Og med Cathy Jordan i spidsen kan det aldrig, aldrig blive skidt.

Kate Rusby med den søde stemme og brede Yorkshire-dialekt samt hendes band sluttede eftermiddagen af, og skal man udnævne nogen til årets charmetrold, så må det nok være hende, selv om Duncan Chisholms milde væsen også kandiderer. Den klejne Kate har en ganske særlig sødme og er helt sin egen, og det og hendes fine stemme har for længst slået hendes succes fast i det engelske folkemusikunivers.

Blandet publikum foran Open Air scenen

Blandet publikum foran Open Air scenen

Charme er ikke det første ord, man forbinder med ét af årets helt store trækplastre, nemlig Sinéad O’Connor, som indtog pladsen foran Openair-scenen med stor selvfølgelighed – og blev modtaget som det stjernenavn, hun er. Trods lidt blandede anmeldelser tror jeg, at alle vi fans fik forventningerne opfyldt, og personligt blev jeg mindet om, hvor mange af hendes numre der har gjort indtryk gennem tiden. Også udover den dér berømte sang, som Sinéad i godt humør fyrede af som femte nummer. Så var det ligesom overstået.

I Tønder Festivalen egen opsummering bringes et citat af den gode Hausgaard, der som så ofte før får udtrykt tingene helt rigtigt. For hvad skal vi med al den sniksnak om folkemusik og gråt hår?
”I mange år har pressen fokuseret på, at det er et ældre publikum, der er i Tønder. Det er jo ikke sandt. Det er det optimale publikum, og det er vildt blandet. Jeg tror ikke, der findes en festival, hvor publikum er så blandet kønsmæssigt, aldersmæssigt, socialt og så videre som i Tønder. Det er folk, der interesserer sig for den grundlæggende musik. Den musik, som al anden musik står på skuldrene af. Det er den musik, der er det særlige ved Tønder. Musik, som måske nok har bølgedale og bølgetoppe, men som altid vil bestå. Enhver god rockmusiker har sine rødder intakte. Hvor ville Dylan og Springsteen have været henne, hvis ikke de regelmæssigt har været nede for at suge af den musik?”

Så blev det da endelig sat på plads.

Den unge Prins Henrik fik "sæbeboblemaskinen" at se på nærmeste hold.

Den unge Prins Henrik fik “sæbeboblemaskinen” at se på nærmeste hold.

Rammen om Tønder Festivalen, festivalpladsen, byder på masser af underholdning og langt mere komfort end før. Med diverse muligheder for at sidde på bænke og kasser, rom-og-cigarbar, mormors køkken, wok, gris på gaflen og meget mere mad, på New Orleans-pladsen NOLA var der stort run på cajunmaden og i høj grad også på musikken med bl.a. Meschiya Lake. P4 teltet, der tiltrak stort set alle de store og mindre navne og også publikum, ligesom Fanøballerne var en kæmpesucces. Alt sammen suppleret med mange sjove og spændende skulpturer og i det hele taget bare masser af liv.

Jo. Tønder Festival kom i mål, satsningen bærer frugt og allerede nu er forberedelserne til den fyrretyvende festival sikkert i fuld gang. Det bliver stort.