Når Strib slår dørene op for festivalens spillesteder fra 14. til 17. februar 2013, er det med et velspækket kvalitetsprogram fra bl.a. Canada, Norge, Sverige, Belgien/Flandern foruden fine, danske navne.

 

Billy Cross. Foto: Per Dyrholm

Lad os bare tage nogle af de danske navne først: Alberte Winding med band, HUSH med ingen ringere end Chris Minh Doky på bas, Rasmus Lyberth og Allan Olsen foruden, som foreningen GUF, der står bag festivalen, selv udtrykker det, et ”kobbel af bluesmusikere, der sammen og hver for sig fylder en hel koncert”. Det er med H.P.Lange i spidsen Billy Cross, Troels Jensen, Paul Banks, Hugo Rasmussen, Mik Schack og flere endnu.

Fra udlandet den populære canadiske singer-

Bruce Guthro. Foto: Per Dyrholm

songwriter Bruce Guthro med eget seksbandsmand og 2012-albummet ”Celtic Crossing” i bagagen. Den norske violinist og sangerinde Sigrid Moldestad, den svenske søstertrio Baskery, som nok skal sætte fut i det hele med deres frie og swingende fortolkninger af roots-americana-country-whatever, og ovenikøbet så en belgisk trio, som består af tre, unge brødre.

Sigrid Moldestad. Foto: Per Dyrholm

Man ser lige for sig de to søskendetrioer sammen på scenen, hvem ved? Ikke fordi de umiddelbart spiller samme slags musik, men som søstrene siger, så handler musik ikke om genrer, men om at bevæge og berøre mennesker. Det kan brødrene Koen (drejelire, kontrabas), Ward (guitar) og Hartwin (harmonika) også. Tilsammen hedder de Trio Dhoore og er egentlig mest fra Flandern, hvis tradfolk-musik de har på repertoiret.