Eivör. Foto: Per Dyrholm

Flere danske spillesteder har udenlandske navne på plakaten i de kommende efterårsmåneder. Det hjemlige publikum kan opleve både kendte og mindre kendte musikere og bands.

Det varer således ikke længe, inden britiske Ashton Lane tager på turne, og de efterfølges af færøske Eivör, der har release på sit nye album ”Room” ved tre koncerter sidst i september. Hendes landsmand Teitur er også på gæstelisten ved ikke mindre end 11 koncerter rundt om i landet.

Canadiske Bruce Guthro vil stå foran publikum 10 forskellige steder i Danmark i løbet af oktober, og i samme periode kommer den irske violinist og sangerinde Niahm Ni Charra også på turné. Hun overlader scenen til sine landsmandinde Nuala Kennedy, der giver seks koncerter i november.

I denne måned kan man stifte bekendtskab med Aamos, et nyt band med to musikere fra Shetland og en nordmand. Også svenske Hoven Droven giver også et par koncerter i provinsen.

Midt i november dukker den georgisk-engelske sangerinde Katie Melua op og giver som led i sin Europaturne tre koncerter i henholdsvis Vejle, København og Frederikshavn.

Et par af de herboende bands med udenlandske rødder har også en travl tid. Duoen Hawkeye & Hoe spiller således i det meste af landet i løbet af de resterende måneder af året, mens Jane & Shane er klar til otte koncerter, inden julefreden sænker sig.

Følg med i rootszones kalender for nærmere informationer om de ovennævnte og andre bands – og ligeledes om hjemlige bands. Flere navne kommer løbende med i kalenderen.