Niels Hausgaard Pressefoto

Når januarmørket ligger tungt over landet, er det tid til at slippe Niels Hausgaard løs på den årlige vinter- og forårsturné. I år har han som flere gange før den fine sangerinde Signe Svendsen ved sin side  foruden denne gang pianisten Henrik Baloo Andersen, der i øvrigt er direktør for Hjørring Revyen med mere.

Turen begynder – som sædvanligt – på Fjerritslev Gymnasium den 10. januar. Koncerten er udsolgt, ligesom mange af de andre godt 60 koncerter er. Det er der heller ikke noget nyt i.

2013-turneen, der simpelt hen har titlen ”Sådan er det jo”, varer helt frem til d. 13. april, hvor Niels Hausgaard slutter af i Bremen, København. Her står de tre på scenen otte aftener i træk, napper så en enkelt aften i Albertslunds Musikteater og runder altså derefter årets store turné af d. 13. april på det spillested i København, som Hausgaard selv er involveret i.

I de mellemliggende mere end tre måneder rejser de landet rundt på kryds og tværs. De fleste koncerter er som nævnt allerede nu udsolgt. Men i al fald i skrivende stund kan man stadig købe billetter til koncerterne i Viborg, Aabenraa, Skagen, Aarhus Musikhus (hvor de tre spiller tre aftener i træk), Nykøbing Falster og til omkring halvdelen i København.

Men man skal nok ikke vente for længe, hvis man (igen) vil opleve Niels Hausgaards årlige showrække.

”Sådan er det jo,” er ikke Niels Hausgaards motto eller normale reaktion på ting. Man må gå ud fra, at han som altid tager lidt ironisk pis på mange af sine meddanskere, når vi alt for ofte læner os tilbage i afmagtens, fantasiløshedens og den manglende kampånds bløde puder og sukker: Sådan er det jo. Skal vi ikke have en kop kaffe?

Men han gør det på den sjove, lune måde, og vi labber det i os. Hvert år.

http://www.nielshausgaard.dk/