hverdagsAHverdagsAstronauterne er et nyt bekendtskab, som ifølge Stribfolkenes udmærkede politik var blevet prøvet af på deres lille caféscene og forfremmet til plakaten og den store scene.

Forbrugeroplysningerne i programmet holdt ikke helt vand. Såvel sangerinden Naja Storebjerg som Perry Stenbäck var annonceret med hver et hav af instrumenter, men Storebjerg nøjedes med at synge og Stenbäck med at betvinge sin el-spade. Der skal nu ikke lyde hårde anmelderord af den grund. Begge gjorde det aldeles fortrinligt.

Programmet lovede desuden ”en autentisk, tidløs og akustisk lyd”, men når Stenbäck fyrede fra hoften med sine guitarsoli og Jens Ulrik Madsen (som heller ikke fremgik af programmet) lagde sine keyboardflader under, lød det nu ikke specielt akustisk. Men også det ses der igennem fingre med, al den stund at det i høj grad forædlede udtrykket. Ikke mindst da Stenbäck havde fået guitaren spillet varm og fandt sig til rette, begyndte rumfærden.

Naja Storebjerg. Fotos: Per Dyrholm

Naja Storebjerg. Fotos: Per Dyrholm

Ifølge Naja Storebjerg er hverdagsastronauter de mennesker, som ”sælger for meget ud af sig selv og måske elsker for meget”. Javel!

Sangene var afdæmpede rent tempomæssigt, hvilket kræver mere af både udførelsen, arrangementerne, melodierne og teksterne. Udførelsen fejlede bestemt ikke noget, og arrangementerne var fine. De er alle folk der har prøvet en del før. Melodierne var ikke alle lige markante, men der var perler imellem.

Sangteksterne, fremført på modersmålet, var gode og vedkommende. Det blev antydet, at Storebjerg er mor til hovedparten, og det stykke arbejde skal hun have behørigt ros for. At de ikke virkede vedkommende for dele af det hyggehungrende, fynske publikum, skal jo ikke lægges hende og hendes astronauter til last. Det er altid problematisk, når musikere opfordrer publikum til at klappe med, og forsøget lykkedes da også kun sporadisk. Først da en up-temposang blev valgt som ekstranummer, kom nærværet og de taktfaste klapsalver fra hyggefolket.

Men HverdagsAstronauterne sidder i en opadstigende rumsonde, og det er absolut interessant at se, hvor den ender.