Det er kun en måned siden, jeg anmeldte Vilmas andet album “Sikkert syg af følelser”, og derfor var det oplagt at opleve hende live og mærke, hvordan de nye sange folder sig ud i koncertformat. I Musikhuset Aarhus fik publikum netop den mulighed og mere til.

Den unge nordjyske sangerinde er, som hun selv udtrykker det, “syg af følelser”, og på scenen bliver det klart, at den diagnose kun er en styrke. Vilma udstråler en sjælden blanding af nærvær, sårbarhed og intensitet. Tanker, stemninger og sansninger flyder frit gennem både hendes mimik og hendes musik, og hun formår at omsætte det hele til poesi, man kan spejle sig i.

Aftenens koncert bød naturligvis på en række numre fra det nye album, men også på et par af de tidligere sange, der efterhånden er blevet publikumsyndlinge. Den personlige ”Gnist”, skrevet til hendes søster, ramte rent, og afslutningen med den dybt rørende ”Jeg savner dig bare” fik både nakkehår og øjenkroge til at reagere.

Bandet omkring hende bidrog med velbalancerede og stemningsskabende arrangementer. Der var plads til både instrumentale mellemstykker og fine soloer, hvor især Johan Stene på cello skilte sig ud med et spillemæssigt nærvær.

Resultatet var en koncert, hvor publikum blev inviteret helt ind i sangskriverens privatsfære, uden at det på noget tidspunkt tippede over i ren sentimentalitet. Vilma deler gavmildt ud af sine inderste tanker, men hun gør det med finesse, musikalitet og en autenticitet, der gør, at man går derfra lidt mere rørt, end da man kom.

En koncert, der beviste, at “Sikkert syg af følelser” ikke blot er et stærkt album, men også et stærkt liveunivers.