Sidst jeg besøgte Helsingør for at høre musik, var det et midaldrende musikalsk ægtepar med speciale i duetsange der var på programmet. Ved et tilfælde var det faktisk næsten det samme denne gang.
Cory og Erin fra Mantoba, Canada, havde turneret i Nordeuropa i en måneds tid og var nu ved at nå til vejs ende. Han håndterede akustisk guitar og mundharpe på stativ og ’fodterede’ samtidig en stortromme. Hun spillede mandolin, tamburin og rasleæg. Det gjorde de meget elementært, men heldigvis var de begge fortrinlige sangere, og især deres duetter var vellykkede og er også deres varemærke.
Deres sange forekom lidt ensformige i tone, taktart og akkompagnement, og sangemnerne, der beskæftigede sig med bl.a. en forælder og en afdød hund, var nok ikke altid lige vedkommende. Cory forsøgte at underholde os i salen, og selv om de blev mødt med varme, så var feedbacken lidt forbeholden. Det blev nemlig mest til de slidte fraser, som jeg og flere andre i salen har hørt utallige gange. De tillærte fem ord på dansk, gamle vitser om guitarstemning, nabolandene, øl og ritualet med ekstranumre osv.
Men i stedet for at fortsætte med at kritisere disse velmenende musikere, så vil jeg takke dem og alle de andre internationale rejsende musikere, som sandsynligvis har erkendt, at de ikke bliver store stjerner, men er tilfreds med at underholde små forsamlinger af tilhørere. Hvad enten det er til private stuekoncerter eller i små spillesteder, så fortjener de ros.
Ligesom Cory og Erin fortalte, så er deres hverdag fyldt med logistiske problemer, som de selv må løse ofte på billigste måde. Deres beskedne hyrer rækker ikke til luksustilværelser, men må tværtimod måske suppleres med at spille på gaden. Billige lejebiler, der bryder sammen, discountmad, tilfældige halvprivate overnatninger, lokal fastfood osv. Alt sammen for beskeden anerkendelse. Så tak for musikken!
