Den danske kvartet Trias har fra flere sider fået skyld for en for høj grad af perfektionisme på sine indtil nu to cd-udgivelser. Derfor var det med stor interesse, at anmelderen drog af sted for at opleve kvartetten i levende live foran et publikum – og det blev oveni købet til en fuldtallig forsamling, da der måtte hentes ekstra klapstole frem, for at alle fremmødte kunne opleve koncerten i siddende stilling.
Repertoiret på Trias seneste cd er, med bidrag fra alle fire medlemmer, blevet komponeret få hundrede meter fra aftenens spillested, nemlig i Musikkens Hus på Fanø. Det er en lejebolig i Sønderho, hvor musikere, komponister og tilsvarende kan leje sig ind på kortere eller længere arbejdsophold. Musikerne hyggede sig vældigt ved at fortælle den gode historie om musikken, der blev skabt i Sønderho og nu også kunne opføres i byen.
Skabt. Ja, det er netop den rette term. Overtegnede vil definere Trias musik som nutidig, koncertorienteret kompositionsmusik med udgangspunkt i forskellige folkelige traditioner. Disse skal primært findes i det nordiske område, men også traditioner fra De Britiske Øer er hørbare inspirationskilder. Derved kan det meget stramt betragtet ikke kaldes folkemusik, men lad os nu lade debatten om definitionen af folkemusik ligge her og anvende en tilgang på den spillede musiks egne præmisser.
Vi blev vidner til en aften med velkomponeret og tillige velarrangeret musik, som derudover blev udført tæt og nuanceret af fire absolut kompetente musikere. Sammenspillet mellem violinisterne Jonas Kongsted og Christoffer Thorhauge Dam gjorde sit til at skabe tætheden, og pianisten og guitaristen Rasmus Nielsen lagde sammen med bassen et sikkert og medspillende akkompagnement.
Tre af dem har en uddannelsesmæssig baggrund på konservatoriets folkemusiklinje, og den fjerde, kontrabassisten Søren Østergaard Pedersen, kan henføre sig til den rytmiske linje. Derved har de alle fire de bedste forudsætninger for at komponere i folketoner, hvilket var hørbart. Vi blev diverteret med en række gode og iørefaldende melodier i arrangementer og med udføreler, der fremhævede de nævnte kvaliteter. Man går aldrig galt i byen med den gode melodi. Desuden blev stykkerne introduceret med en tør og velanbragt humor. Det skyldtes ikke kun høflighed, at de fremmødte bifaldt, hvad de hørte.
Specielt i koncertens første sæt var musikernes fokus i højere grad rettet mod musikken og spillet end mod tilhørerne. Tilgangen har måske rod i den perfektionisme, som de er blevet anklaget for. Sligt kan der bæres over med, når musikkens kvalitet er i orden, men løssluppenheden blandt publikum forblev også overskuelig. I pausen bemærkede musikerne selv, at der var et element af andagt over tilhørerne. Måske havde de overvejet den mulige sammenhæng. I hvert fald var der mere frigjorthed og musikalsk kommunikation med publikum i andet sæt, og det smittede positivt af på musikfremførelsen.
Da Trias hen mod slutningen af koncerten kastede sig ud i nogle traditionelle stykker, var det, som om kvartetten skiftede profil i retning af en mere fri og udadvendt leg med musikken. Hvis den samme legende tilgang i højere grad kunne overføres til den selvkomponerede del af repertoiret, ville det efter anmelderens vurdering kunne tilføre musikken en ekstra positiv dimension. I hele to fremkaldelser til ekstranumre var der noget nær fri leg med det traditionelle materiale, herunder et par af de efter Trias mening ganske få gode stykker i Den Danske Spillemandskreds-bibel ”358 spillemandsmelodier”, bind 1 og 2 samt tillægsbind. Er det mon i det lys, at de fire musikere ser behovet for nye kompositioner?
Det skal lige nævnes, at forstærkningen af musikken var så fin og nænsom, at man undervejs ganske glemte, at den overhovedet var forstærket. Samlet set var det ikke en specielt dårlig aften på Nanas Stue – for nu at betjene sig af dialekten herude ved den vestlige vandkant.
https://www.facebook.com/triasmusic/?fref=ts
