Manran. Foto: Per Dyrholm

På planen over den nyetablerede festivalplads står der skrevet om det nye tiltag Spejlteltet: ”Med plads til 350 tilhørere er det et »stille« sted”. Men det må siges at være skrevet før skotske Manran indtog scenen.

For fredag eftermiddag var det tæt på at det i Belgien lejede Spejltelt, som nærmere er en pavillon, blev blæst omkuld af de seks energiske skotter.

Med et varieret repertoire, hvor de gæliske sange er i højsædet, forstår bandet at fastholde publikums opmærksomhed og inddrage alle. Hvem blandt publikun havde for eksempel forventet at tage til festival i Tønder og synge gælisk?

Norrie MacIver. Foto: Per Dyrholm

Der var et par instrumentale numre, hvor både den irske og den skotske sækkepibe var meget populære blandt publikum, der var energiske dansevenlige reels og ballader. Men der var også en smuk og følsom sang om ”the open door”, i øvrigt den eneste som blev sunget på engelsk i bandets sæt.

Den charmerende forsanger Norrie MacIver styrede publikum og de musikalske løjer, hvor man både sang og hoppede med undervejs, og der var ingen tvivl om at bandet efter et par ekstranumre kunne spejle sig i succes på det flotte spillested.

http://manran.co.uk/wp/

Forsiden