Ét af sin generations store folk-koryfæer Eliza Carthy præsenterede et helt nyt projekt, og ’jæ ska da lie love for’ (med en Hausgaard-vending), at der blev gået til den. Med en 12-personers allstar besætning bestående af musikere fra bl.a. Bellowhead, Mawkin, Blowzabella og Emily Portman Trio opførte de en hel forestilling med masser af aktiviteter på hele den store scene.
Selv om Carthy var snøret godt ind i et korset, så var hun et akrobatisk energibundt. Med og uden violin dansede hun rundt, gik i bro og kastede sig ned på scenegulvet i et delvist koreograferet show. Med sminke og dramaeffekter blev det til et folkemusikteater uden lige.
De startede med et sørøvernummer i forrygende caribiske rytmer, og det maritime tema blev beholdt i en hvalfangersang og i The Sea, et nummer om den engang så stolte britiske flåde. Flere numre var flettet sammen i suiter, bl.a. med udpluk fra hendes best of-album Wayward Daughter. Hun bidrog med et indlæg i flygtningedebatten med sin sang You Know Me, men omdrejningspunktet var Ewan MacColls sang The Fitter’s Song, som var blevet til Big Machine, der også et titlen på det kommende album.
Carthy har i dette avancerede projekt til fulde udnyttet bigbandpotentialet. Det ene øjeblik med fokus på strygertrioen, derefter blæsergruppen, så rytmegruppen og også det store kor, når alle sang med. Ikke kun lydfolkene havde travlt, men det må også have krævet mange kræfter at indøve repertoiret – selv med professionelle musikere. Det hele fungerede, og med Carthys altid stærke vokaler og violinspil i centrum blev det et sansebombardement.
Man søger ikke den bredeste fællesnævner, når man laver partiturer med højpandet musik med skæve takter og bruger skøre dissonanser, men Carthy forsøger at give folkemusikken fremdrift ved at udvide de gængse rammer. Jeg fornemmede både elementer af prog. rock à la Jethro Tull og elementer fra klassisk musik som Vaughan Williams og Stravinsky, og muligheden for at denne slags eksperimenterende folkemusik og drama kan åbne for en helt nyt publikum, er til stede – ikke ulig nogle af Sebastians musicals eller Carl (Nielsen) -forestillingen herhjemme. Måske skal vi snart i Det Kongelige Teater og opleve moderne folkemusik? Her på græsmarken i Tønder var udfordringen dog nok for stor for de fleste, og mange søgte tilbage til de mere velkendte toner.
Fotos: Claus Hellgren larsen
