Jason Isbell beviste på Open Air på Tønder Festivals åbningsdag, hvorfor han de senere år er vokset til en gigant på den internationale musikscene. Hans country-rock sange rammer bredt, og selv om han spiller koncert efter koncert, så virker han stadig ægte og ærlig, når han synger sine tekster. Isbell og bandet var veloplagte, og han fik vist, at han også er blevet en rigtig god leadguitarist. Han blev fortjent modtaget med begejstring af et tændt og forventningsfuldt festivalpublikum.
De fleste musikere undgår at beskrive deres musik, men vi, der skriver om den, må ty til alskens genre-, hybrid- og stilbetegnelser. Nogle gange giver det ikke mening. Som med f.eks. californiske Dust Bowl Revival, der snupper traditionel musik fra alle hylder og blander det godt sammen til en letfordøjelig ret. Med Zach Lupetin og Liz Bebe som forsangere og en stor, broget besætning gav de et lystigt show. De fungerede bedst i telt 1, hvor der blev plads til en New Orleans-parade ud blandt publikum.
Tim O’Brien. Foto: Claus Hellgren larsen
Tim O’Brien er en tilbagevendende musiker på festivalen. Ja, han er kommet i den kategori, som kaldes Tønder-onkel. Han havde taget fruen Jan Fabricius og guitaristen David Grier med, og til koncerten på Kunstmuseet spillede de et bredt udsnit af O’Briens bagkatalog af sange og instrumentalnumre. Red Dog, Snakebasket, titelnumret fra hans seneste album Pompadour, en sjov James Brown funk-hillbilly-rap og Gotta Move – om at sætte sit hus og have i stand for at sælge det. Og så fortryde og blive boende. O’Brien har ikke samme råstyrke som tidligere. Til gengæld har han udviklet en lidt spinkel og elegant lyd og teknik på især mandolin- og fiddlespil.
Duoen Rob Ickes/Trey Hensley har jeg tidligere rost til skyerne her på siden, og de skuffede ikke. Jeg er nok nødt til at vente længe, før jeg hører bedre dobro- og guitarvirtuoser. De er bare de bedste, simpelt hen. ’
A.J.Croce Foto Claus Hellgren Larsen
A.J. Croce med trio gav en god koncert i telt 2, og selv om hans inspiration er bl.a. Allen Toussaint, Stevie Wonder og faderen Jim Croce, så er en sammenligning uretfærdig. A.J. Croce skriver selv fine sange og blev et sympatisk bekendtskab.
Jeg nåede kun fire-fem numre med unge Margo Price fredag, men kunne se og høre retro-honkytonk-country. Foruden egne sange gav hun en Loretta Lynn-sang, og mon ikke netop Lynn (der også blev kaldt Coalminer’s Daughter) har inspireret Price kraftigt? Hendes seneste album hedder Midwest Farmer’s Daughter. Spirit Family Reunion faldt ikke rigtig i min smag. De henter ellers inspiration fra både oldtime- og bluegrassmusik, men under lørdagens koncert synes jeg ikke, at de rigtig trængte igennem.
Steel Wheels Foto: Claus Hellgren Larsen
Da lørdag aften var blevet til søndag morgen, og kroppen egentlig trænge til hvile, så fangede de sprøde akustiske toner fra The Steel Wheels min opmærksomhed, og det blev til endnu en god koncert. Kvartetten spillede mest egne numre i et område mellem oldtime og bluegrass, vi kan kalde mountain music. De skulle bruge et par numre før de fangede det opstemte publikums opmærksomhed. Især deres a capella-sange (med det næsten glemte ’instrument’ rumstérstangen) vakte jubel. Også da de gik ud blandt publikum og sluttede med Rain. En regnsang, der høstede et velfortjent bifald, selv om det måske var derfor, at himlen kort tid efter åbnede sig!
Søndag morgen startede meget passende med en gospelkoncert med Fairfield Four og McCrary Sisters. Fairfield Fours tøjstil med nypressede overalls, butterfly og smokingjakke må andre kommentere, men siden slutningen af 1980’erne har jeg nydt Fairfield Fours vokaler. Dengang var Nashville Bluegrass Band med til at gøre dem kendt, og nu, hvor The Staple Singers ikke eksisterer mere, er Fairfield Four nok den mest autentiske sorte gospelgruppe i USA. McCrary Sisters gav en separat afdeling, før de alle forenede kræfter i en opløftende gospelkoncert.
Fairfield Four & McCrary Sisters Foto: Claus Hellgren Larsen
