Når dette læses, har amerikansk/irske The Young Dubliners eller bare Young Dubs været godt omkring i landet. I aften (onsdag 11. april) gælder det Godset i Kolding, og i morgen aften står de på scenen i Portalen. De sidste to aftener på denne DK-turné spiller de i Faaborg og på Sønderborghus. Jeg vil tro, at de fleste, som har været inde og se dem, har haft en underholdende og sjov aften, for der er kul på de fem ”drenge”, og sangeren Keith Roberts er noget af en humørspreder.

Fra første minut var de ”spot on”, og som nogle kaldte det, så var det i høj grad ”headbanger folk”. I al fald fra elguitaristen Jostin Pecots side – og da han (som den eneste) havde halvlangt, mørkt hår, lagde man da lige mærke til ham. Han er bandets nye og en hel del yngre medlem og med stor kompetence i sit spil.

Pressefoto

Jeg havde en herlig aften, og det var jeg ikke alene om på Bartof Station på Frederiksberg, hvor et blandet publikum, men dog ingen purunge, var kommet for at høre netop denne type irsk musik, hvor skønsang ikke var en del af koncerten. Keith Roberts var meget hæs, men gav den fuld gas hele vejen igennem. Balladerne kneb det lidt mere med. Når det er sagt, så forplantede hans dynamik og charme sig til publikum, så de i høj grad var inkluderet i festen. Første sæt bestod af deres irske album, ”With All Due Respect” – the Irish sessions.

Musikerne, alle fem, er der absolut ikke noget at udsætte på. Udover Roberts på akustisk guitar og hans sidemand på scenen, unge Pecot, er det stadig Brendan Holmes på god, gyngende bas, David Ingraham på formidable trommer og Chas Waltz på violin. Henimod slutningen var han solo på scenen med sin violin (helt celloagtig) i mange minutter, og det var en meget flot sekvens. Stemningen på Bartof Station var der på intet tidspunkt nogen problemer med, og Young Dubs professionalisme og nærvær skinnede fint igennem.

Det kan godt være, at koncerten tenderede ”værtshusmusik”, som jeg hørte en enkelt mand sige – men han nød tydeligvis aftenen. Dubs-drengene havde fuldstændig styr på deres musik og på publikum, og at de spiller gang-i-den-folkrock er jo ingen hemmelighed. Koncerten var ikke, som de fleste af dem, Copenhagen Folk Club står for – og henvendte sig måske lidt mindre til klubbens kernepublikum. Men til gengæld var det sådan en aften, hvor man virkelig morede sig, fik lyst til at danse og bare feste.

Copenhagen Folk Clubs næste koncert er søndag d. 6. maj om eftermiddagen, hvor Det Yderste Hav lægger vejen forbi. Den 31. maj kan man så opleve den skotske sanger Kris Drever sammen med Ian Carr – og allerede 3. juni er det så canadiske Le Vent du Nord. Altså tre meget forskellige navne og koncerter, både fra hinanden og fra The Young Dubs. Og det er netop sådan, det skal være!

Øverste foto: Pressefoto

Home