Troubadour med musikalsk krydderi og mesteren med sin lærling. Festivalen har traditionelt et tematisk program lørdag eftermiddag, men i år måtte konferencieren snige sig igennem med at præsentere ”temaet” som sangere/sangskrivere. Musikansvarlig Jørgen Rahbek kunne adspurgt begrunde fraværet af et egentligt tema med, at den rette idé skal være der, og at økonomien skal hænge sammen. Den kombination havde ikke kunnet lykkes i år. Så enkelt var det.
Troubadouren Mads Westfall havde suppleret sig med en trio, bestående af elguitar, bas og trommer. For netop en troubadour er sangene og deres fortællinger helt centrale, og det kan altid debatteres, om yderligere musikalsk supplement tilføjer formidlingen noget værdifuldt. I dette tilfælde var ikke mindst guitaristen M. C. Hansen, der selv har en karriere som sanger, med til at gøre koncerten til mere end blot en formidling af sange og historier, men også til en god musikalsk oplevelse. Westfall lod sig ind imellem lokke ud af sin folkesangerrolle og ind i nogle rockattituder, men det opfatter skribenten som hans oprigtige begejstring over at være en del af et godt musikalsk fællesskab – og det skal der ikke rynkes på næsen over.
Mads Westfall er ikke begavet med en specielt stor og fyldigt klingende sangstemme, men han retter heller ikke i fremførelsen af sine sange fokus på det element. Her er det sangenes fortællinger, det handler om. Han er en sand troubadour med historier om almindelige menneskers liv og tanker, fortalt på almindelige menneskers sprog. Han er slet ikke ude på det poetiske overdrev. Med et citat fra en linje i en af de fremførte sange: ”For mange poeter formulerer sig alt for kryptisk”. Der er brug for troubadourer af Mads Westfalls støbning, der beskriver og reflekterer over det satans liv, som alle vi ordinære individer navigerer rundt i. Respekt for dem, også når der tilføjes kompetent ekstra musikalsk krydderi, der gør oplevelsen til andet og mere end blot formidling af historierne. Koncerten var en god, nærværende og vedkommende oplevelse.
Den unge sanger og sangskriver Jacob Dinesen fra Tønder traf allerede i drengeårene sin erfarne kollega Allan Taylor under en festival dernede i grænselandet. Ikke bare et godt venskab, men også et mester/lærlingeforhold blev udviklet gennem årene, og som andet og sidste navn den eftermiddag skulle de to for første gang præsentere sig sammen ved en hel koncert. Aldersforskellen er 50 år, et forhold, som de to hyggede sig vældigt med gennem deres optræden, men at respekten var gensidig, skinnede dog igennem.
Dinesen slår sine triller i både folk- og rockverdenen, og inspirationskilderne spænder angiveligt fra mester Taylor til Frank Zappa, og det må da siges at være noget af et spænd. Ungdommens åbenhed over for verden og alle dens muligheder. Moder natur har tildelt ham en bemærkelsesværdig god sangstemme, som giver ham mange muligheder i sin søgen efter et musikalsk hjemsted. Engelske Allan Taylor behøver næppe en nærmere præsentation. Han har gennem et langt internationalt sangerliv fornøjet sine mange tilhørere med sit vældige repertoire af varme og afdæmpede sange og gør det fortsat. Han fremstår i dag som en institution blandt folkesangere.
Indledningsvist blev sangenes indhold ikke præsenteret i introduktionerne, som mest kredsede om det specielle ved Dinesens ”svendeprøve”. Da hans sange er engelsksprogede, kunne der ellers nok være behov for at indvi publikum i historierne, men da det primært drejer sig om kærlighedssange, er deres univers måske for begrænset til at bygge en optræden på. Derimod åbenbarede Allan Taylor med sine introduktioner hen i koncerten, at han har noget at fortælle med sine sange. Ellers var det først og fremmest melodier, stemmer og guitarspil, altså det musikalske niveau, der bar de to sangeres koncert igennem. Netop guitarspillet var måske ikke alle steder lige velkoordineret, men det ville nu nok også være for voldsomt et krav at stille ved en koncert af denne karakter. Man kunne roligt konstatere, at det ikke var Dinesens inspiration fra Zappa, der skinnede igennem her. Det var Taylors dæmpede, men slidstærke koncept, der var det musikalske fundament, og det er nok helt naturligt, når knægten skulle debutere sammen med den gamle. Det bevirkede til gengæld ligeså naturligt, at mesteren med sine mange år i kufferten kom til at fremstå stærkest i sammenhængen.
Deres fælles koncert var med sit udgangspunkt en hyggelig og sympatisk oplevelse. Men man må se forventningsfuldt frem til, at Jacob Dinesen med sit store potentiale finder frem til sin personlige profil i folkemusikkens verden, hvor han ifølge det umiddelbare indtryk vil forblive trods sit sideløbende engagement i rockens univers.
Hmmm er du sikker på vi var til samme koncert??
Jacob´s sang om hans kammerat med én sindslidelse, var hjerte skærende, og ikke mindst historien Jacob fortalte inden, fik selve sangen til at gå dybere ind.
Ærligt ville jeg også have kigget en ekstra gang hvis den unge Dinesen havde spillet Zappa toner i Strib, hvilket næppe ville have givet denne koncert den store folkelige harmoni, som Jeg syntes jeg følte denne dag.
Jeg syntes det var som du beskrev at man følte Mr. Allan Taylors kunnen og rutine gennem et halvt århundrede, men jeg syntes ikke at den unge Dinesen længere virkede som en lærling, men som du også beskriver en på rette vej, og allerede i en meget ung alder på et højt niveau.
Ellers kun ros til dine generelle flotte anmeldelser!
MVH
K.Voss
Kære Kai.
Tak for din kommentar – og din ros i øvrigt.
Det kan godt opfattes som en mangel, at jeg ikke gik ind i en nærmere analyse af tekstindholdene ved den nævnte koncert, men vi er begrænsede af ønsket om anmeldelser af et overskueligt omfang.
Min inddragelse af Zappa var absolut ikke ment som en kritik, men blot min indgang til at fremhæve koncertens helt naturlige fundering i folkemusikken og ligeså naturligt fra Allan Taylors udgangspunkt. Jeg er, som du også nævner, helt enig med hensyn til Jacob Dinesens kvaliteter.
Alt det bedste
Nils.