Jubilæums festivalen på Shetland, blev atter en succes trods flere forhindringer.
Den 30. Folk Music Festival på Shetland sluttede som den begyndte med en koncert, hvor alle de 15 inviterede bands deltog.
Officielt begynder festivalen torsdag middag med en åbningskoncert, hvor alle bands giver et nummer som appetitvækker. Og afslutningskoncerten søndag aften er et lignende arrangement, hvor alle bands er tildelt et kvarters spilletid på tre forskellige spillesteder i hovedbyen Lerwick. Alle bands bliver transporteret rundt til de tre lokaliteter med busser, der kører non-stop hele aftenen. Så publikum får en stor oplevelse med alle bands ved en ca. fem timer lang koncert.
Men for mange begyndte festivalen en dag før, når man tager færgen fra Aberdeen til Lerwick onsdag aften. Festivalens 10 mand store organisations komite afhenter alle festivalens musikere i Aberdeen, ved færgen til Shetland.
Der er normalt afgang klokken 19 onsdag aften, men i år måtte passagerne vente til klokken 21.30 med at forlade Aberdeen på grund af lavvande.
Men det var der nu ingen af musikerne eller de øvrige passagerer der bemærkede. Der blev hurtigt dømt fest på båden, for der var ikke lavvande i skibets barer. Så færgen var tæt på at vippe, selv om den stadig lå fast fortøjet ved molen. Mange gamle venskaber mellem arrangører, musikere og festivalgæster blev fornyet eller nye opstod hurtigt. Ikke mindst på grund af, at en stor gruppe musikere hurtigt fandt sammen og jammede aftenen igennem med forskellige besætninger, så stemningen var helt på toppen. Og rundt omkring på båden stødte man på flere grupper af musikere, der varmede deres instrumenter op inden festivalen.
Men uden nogen opdagede det lagde færgen fra kaj, og efter en munter sejltur, var der ankomst torsdag morgen i Lerwick, med en flok forventningsfulde, men trætte passagerer.
Men kun en uges tid før festivals åbningen var organisationskomiteen nervøse, på grund af det lukkede luftrum efter vulkanen på Island. Et teknisk uheld på en af de lokale færger, der skulle fragte musikere og publikum ud til en af de små øer, var også ved at skabe ravage for ledelsen, og endelig brød en bus sammen, da den var undervejs til en koncert med de deltagende musikere. Men alle problemer blev dog løst, og den 30. festival blev afviklet til alles store tilfredshed.
Der var udsolgt til næsten samtlige 22 koncerter på de otte forskellige spillesteder. Mange af koncerterne var ellers placeret ude i landsbyerne, hvor der kun er et par spredte huse, og flere får end mennesker! Men alligevel strømmer folk til om aftenen og der er som regel omkring 150 tilskuere på de ellers ydmyge spillesteder.
På den musikalske front var de amerikanske bands The Wiyos og Foghorn Stringband populære gæster, men også de to svenske bidrag Väsen og Baskery var velsete, og sammen med de irske bands The Unwanted og Morga kunne de få folk op ad stolene. Men især var showbandet The New Rope String Band et meget populært indslag på festivalen for andet år i træk. Det var desværre også tæt på afskedskoncert for kvartettens kvindelig medlem Vera van Heeringen, der på grund af snarlig fødsel stopper sin musikalske karriere.
Der var også plads til verdensmusikken, der var repræsenteret ved det indiske band Ahimsa, der efter at have turneret over det meste af verden de seneste 10 år havde fundet vej til Shetland, og Slovenien var repræsenteret ved Eva Hren & Sladcore, og der var også plads til den amerikanske Paradiso Jazz Quartet.
Der deltog også 65 lokale bands, enten som opvarmning, eller som underholdning på Festivalcentret om aftenen, når de ordinære koncerter var færdige.
Så da festivalen sluttede sent søndag aften, fortsatte festlighederne til den lyse morgen med de lokale amatører og jamsessions med de deltagende bands medlemmer, inden de deltagende musikere og gæster mandag atter skulle med fly eller færge igen.
Flere artikler om:Shetland Folk Festival 2010