Nanna Larsen og Karen S (Sidsen) er to talentfulde sangere og sangskrivere. De har hver udgivet to cd’er og optrådt med forskellige bands. Det sidste års tid har de imidlertid indledt et samarbejde både med sangskrivningen og ved at optræde som en folkduo. De skriver begge engelsksprogede sange og synger fortrinligt.

Nu er de ved at alliere sig med Louise Von Bülow (bas) og Siri Skamby (percussion), og et pigeband er ved at se dagens lys. De har fået den gode idé at inddrage venner og fans i processen. Via facebook kunne man foreslå et navn til kvartetten, og under koncerten blev der holdt afstemning. Valget faldt på Mulligan Blondes, og deres første sang sammen kunne præsenteres som en premiere.

Instrumentering og sammenspil skal der arbejdes med, men de delikate stemmer og gode sange er der, så tag godt imod Mulligan Blondes og tjek deres koncertprogram. De kommer snart rundt i kongeriget: På fredag d.7 i Jazzhus Dexter, Odense. Og i april bliver det Vordingborg Musikskole den 10., Gyngen i Aarhus den 16. og på Halsnæs Bryghus den 26. 4.

https://www.facebook.com/nannalarsenmusic

http://www.karens.dk/