010Minnesota-bandet Monroe Crossing gav en koncert i Danmark for tre år siden, og dengang overraskede de med et show, som tog pusten fra de fleste af os. Denne gang stillede de op med samme besætning: Derek Johnson på guitar, Lisa Fuglie, fiddle, Matt Thompson, mandolin, Mark Anderson, bas samt 22-årige David Robinson på banjo, og alle bidrog med vokalerne. Igen var de iført retro-tøj fra fyrrerne og brugte fælles mikrofon som i bluegrass’ens tidligste dage. Det gav en masse liv og bevægelse på scenen, fordi de hele tiden skiftede positioner.

Også denne gang sprudlede de med en smittende spilleglæde, og man blev mindet om, at humor kan være en vigtig ingrediens i musikken. De er ikke fornyere af bluegrass, men derimod en slags konservatorer, der holder liv i traditionerne. Repertoiret var helt anderledes end ved deres sidste besøg, og man kan fornemme, at de er fortrolige med hele bluegrass-sangbogen. Lige før pausen annoncerede de, at de tog mod publikums opfordringer til numre i det andet sæt, og det holdt stik. Det blev et best of bluegrass-sæt.

Dette blev deres sidste koncert i Europa, inden de tager tilbage til USA og et stramt festivalprogram, og som de bemærkede til slut: Bare kontakt os, så kommer vi igen om et par år.