Tjekkiske Monogram har siden jerntæppets fald været populære på bluegrassfestivaler og i klubber overalt i Vesteuropa, og de har ofte optrådt i Danmark. Det er også et yderst velspillende orkester – så velspillende, at de har fået mange internationaler anerkendelser, og de viste da også fra start et højt teknisk niveau.
Monogram startede i sin tid med at spille traditionel bluegrass, men de har udviklet et repertoire, som fortrinsvis består af egne sange og instrumentalnumre. Trods sprogproblemer er teksterne på engelsk, lige med undtagelse af en enkelt sang på tjekkisk. De to sæt blev afviklet professionelt, og som trenden er p.t. blev ekstranumrene spillet rent akustisk nede blandt publikum.
Jeg har ofte hørt Monogram og er som alle andre imponeret over deres virtuositet, men kan hver gang ikke undgå at opleve dem som lidt maskinelle og robotagtige. Jeg kan bedst forklare dette ved at sammenligne med f.eks. børn, som har lært et stykke musik til perfektion. Det lyder imponerende, men mangler en nerve eller et personligt touch. Jeg bilder mig ind, at jeg kan høre – og især se, når det er musikalsk og koreografisk udenadslære fremfor et ægte, autentisk, indfølt musikudtryk.
Jeg respekterer også, når musikere viser deres hårdt tillærte fingerøvelser, men er tilbøjelig til at forvente mere end det. Derfor påvirker Monogram, coverbands og anden lignende musik mig kun overfladisk. Dette dilemma mellem teknik og følelse er naturligvis meget subjektiv og gælder for mange musikere i alle genrer – amatører som professionelle. Men det er for mig en væsentlig del af oplevelsen til en koncert, at jeg mærker musikernes personlige engagement.
