Sangerinden Helene Blum udgav 1. februar cd’en ”Dråber af tid” (se anmeldelse her på Rootszone.dk 28.1.) og markerede begivenheden med en koncert på det fine spillested Magasinet i Odense. Bag sig havde hun sit orkester med gemalen Harald Haugaard som kapelmester og i dagens anledning tillige en række gæstemusikere.
Noget af det første, anmelderen bemærkede, var det hovedsageligt lidt ældre publikum, som de yngre optrædende havde tiltrukket. Det kunne der godt analyseres på, men det skal undlades i denne sammenhæng. Til gengæld var salen fyldt. Her må analysen rette sig imod en stor interesse for at opleve solisten og midtpunktet for aftenens begivenhed.
Indledningsvist præsenterede Helene Blum sig som en kapabel og ekspressiv pianist. En art ouverture til de vokale fremførelser. Senere indslag kunne også dokumentere hendes beherskelse af violinen. En alsidig kunstner er hun, men nu er det jo sangene og stemmen, der primært profilerer hende og derfor naturligt var i fokus.
En indspillet sang med vurderet kommercielt potentiale vil af de fleste sangere blive gemt til sent i sættet, men sådan er Blum ikke sat sammen. Allerede som det andet indslag fik vi P5-hittet ”Friheden station”. Så er den overstået, som hun sagde. Den er da også en klar ørehænger, men hun vil altså noget andet og mere end lige det. Det blev vi på gavmild vis begavet med den aften i Odense.
Fotos: Nils Thorlund
Helene Blums repertoire og vokale potentiale er bredt og facetteret. Hun spænder fra originale selvskrevne sange og melodier over tonesætninger af ældre og nyere digtere til traditionelle folkesange. Fremførelserne viser derudover spændvidden i hendes stemme- og udtryksmæssige formåen, lige fra det afdæmpede og inderlige til de store ekspressive udladninger. Selve stemmen er unik og stærkt personlig og placerer hende uden for de gængse kategorier.
Nu skal man passe på med at fylde for meget i munden, men potentialet er forsigtigt vurderet til, at hun ad åre kan rangeres på linje med en stor vokalist som Annisette – uden direkte sammenligning i øvrigt. Den forsigtige vurdering bygger på kvaliteten og personligheden.
Det musikalske bagland, kapelmester Haugaards udvalgte, formåede på loyal og absolut fineste vis at følge Blum rundt i hendes skiftende stemninger og udtryk. Gennemarrangeret og original musikalsk opbakning. Det var næppe heller en tilfældighed, at de inviterede gæstemusikere kom fra såvel folkemusikkens som jazzens og den klassiske musiks verden. Facetteret som det sanglige repertoire. Haugaard selv krediterer sit orkester kollektivt for arrangementerne, men overtegnede tvivler ikke på kapelmesterens væsentlige rolle i den sammenhæng.
Lidt instrumentalt fik vi også med. Haugaard introducerede den kendte gamle fynske spillemand Carl, og ingen i Odense var i tvivl om, at der var tale om Carl Nielsen. Et par af hans meget tidlige dansekompositioner var blevet bearbejdet af orkestret og blev i den grad ”fyret af” – med Helene Blum sekunderende Haugaard på fiol.
Som koncertens afrunding havde solisten inviteret to af sine tidligere vokalmakkere, Karen Mose og Trine Lunau, på scenen, og det blev en stærk og værdig finale på en særdeles oplevelsesrig koncert. Det element må Blum gerne overveje i forbindelse med fremtidige optrædender og udgivelser.
De vedholdende ovationer efterfølgende var tydeligvis ikke blot af tradition og høflighed, og ekstranummeret, den gamle børnesang ”Solen er så rød, mor”, virkede som den rette endelige afrunding. Nu er der jo også et par børn i den lille kernefamilie. Anmelderen fremstår jo nærmest urimeligt tilfreds og uden forbehold, men de mange, der var med den aften, kan bevidne, at det ikke er uden grund.
