En halvkedelig tirsdag aften blev for en stund forvandlet til en festlig forrygende fabelagtig fantastisk folkaften!

Jensen & Bugge + Høirup er nomineret til Årets Traditionspris, og det er absolut ikke nogen tilfældighed. De tre musikere supplerer hinanden på bedste vis os, og de forstår om nogen at løfte melodier fra flere hundrede år gamle nodebøger op til et niveau, så de både bibeholder deres traditionelle rødder, men også bliver vedkommende.

Der blev præsenteret polkaer, reels, valse og hopsaer fra nær og fjern i det danske rige, og især en del numre fra trioens cd ”Slid din tid” med musikken komponeret af Borcher Madsen, som i år ville være fyldt 200 år. Den instrumentale musik blev krydret med gode historier, viser og sange fra Morten Alfred Høirup, som var med til at give en passende variation på trioens sæt.

Og så fik vi (ifølge Morten Alfred) den store begivenhed, at se en violinist skifte en streng midt under koncerten! Jo, der var både humor og lune fra de tre dygtige musikere, der gav en ellers ordinær aften et højt musikalsk løft.

http://www.gyngen.dk/