Selvom det i år var fløjten, der var tema-instrument på årets FolkBaltica, var det alligevel kantelerne, der prægede årets festival. Især den lettiske udgave, kokle, så man meget til, da denne ofte var meget fremtrædende hos de mange lettiske orkestre på festivalen.
Derfor gav det også god mening at tilegne en god halvanden time af søndagen på et møde mellem den finske kantele og den lettiske kokle.
Blandt skibsmodeller og malerier af skibe i høj sø på Schiffahrtsmuseum var Valdis Muktupavels centrum for middagens lille session. Han selv kombinerede kokle-spillet med strubesang, som man kender det fra blandt andet Mongoliet. Det var da også det meditative, der gik igen i de kompositioner, Muktupavels havde frembragt og medbragt i dagens anledning. Kantelernes milde røst kalder på fordybelse, og kræver også en vis koncentration, hvis man skal fange alle nuancer. Den samiske joiker, Áillos, deltog i en af kompositionerne, hvor han improviserede den hjem, og i og for sig forhindrede, at det hele blev til ren new age-afslapning.
Finske Vilma Timonen er blevet udråbt som et af de helt store finske kantele-håb, og hun kunne også høres på sidste år WOMEX i København. Med sin knaldrøde kantele spillede hun et sæt finske melodier og sang en sang fra Karelien, som er et område på grænsen mellem Finland og Rusland, med en ældgammel sangtradition. Igen blev det meget fint og lidt for pænt.
Anderledes knald var der på Laima Jansone. Hendes tilgang til instrumentet er markant anderledes end mange af de andre kokle-spillere. Hun angreb strengene med et dyrisk udtryk i ansigtet, men hun akkompagnerede violinisten Liene Iguane i et sæt traditionelle lettiske dansemelodier. Hun brugte desuden koklen som tromme, der nærmest gav en skarp cajon-lyd. Det var afsindigt oplivende at opleve de to unge piger, der desuden fik besøg på scenen af en fremragende guitarist og lut-spiller, hvis meget lange lettiske navn, desværre ikke nåede at indprente sig i denne anmelders bevidsthed.
Mange af koncerterne på FolkBaltica var konceptuelle, og selvom det måske kunne være en anelse akademisk og belærende indimellem, gav det også nogle interessante musikalske møder. Mødet mellem kokle og kantele kunne måske nok have været strammet en anelse op. Flere af musikerne havde svært ved at formulere sig på engelsk, men insisterede stadig på lange introduktioner til sangene. Andre snakkede så lavt at man ingenting kunne høre. Hvorfor så ikke bare lade musikken tale?
“Kokle & Kantele”, Schiffahrtsmuseum, Flensburg, 25. april, 2010
Søren Jensen Lund
