Renæssancen om igen?
Nordic Master er en fællesnordisk kandidatuddannelse i folkemusik, skabt i et samarbejde mellem konservatoriernes folkemusiklinjer i Finland, Sverige, Norge og Danmark. Der optages for de enkelte 2-årige forløb blot to studerende fra hvert af de fire lande. Altså en veritabel eliteuddannelse. En del af pensum er sammensætning af et orkester, opbygning af repertoire og turnévirksomhed rundt i de nordiske lande. Således er Farandi skabt. Navnet er oldnordisk og betyder noget i retning af ”at være farende” eller ”at rejse”.
Folk og Fæstival er en forholdsvis ny folkemusikfestival i Esbjerg, født i relation til flytningen af Folkekons fra Odense til Esbjerg. 2018-udgaven fandt sted forgangne weekend. Det var i den sammenhæng, Farandi i lørdags havde sin danske debutkoncert i forbindelse med, at de studerende i de kommende måneder gennemgår den danske del af uddannelsen.
Hele debatten om det betimelige i en akademisk grad i folkemusik lader vi ligge her, men tillad skribenten lidt baggrundsanalyse. Den aktuelle folkemusikscene kan, noget groft opstillet, opdeles analytisk i to kategorier: Den traditionelle og den kunstmusikalske. Der er naturligvis en række mellemvariabler, man lad os for overskuelighedens skyld fokusere på de rene yderkategorier.
I den traditionelle kategori søges musikken fastholdt i sine oprindelige funktioner, herunder ikke mindst dansemusikken, og et stykke af vejen i sine oprindelige former, dog med rum til at forme den i et nutidigt udtryk. I den kunstmusikalske er musikken løsrevet fra sine oprindelige funktioner og fremstår gennemarrangeret med henblik alene på koncertfremførelse.
Farandi skal ganske klart henføres til den sidstnævnte kategori. Musikken er i sit udgangspunkt traditionel eller nykomponeret, instrumental dansemusik, men er arrangeret i en rendyrket koncertform. De seks musikere kommer fra Sverige, Finland, Danmark, Belgien og England, og instrumenteringer er tre nøgleharper, en kontinentaleuropæisk sækkepibe, en tværfløjte og en harmonika. Repertoiret er primært nordisk, men umiddelbart mest præget af de svenske og finske traditioner og ikke så meget af den danske durtonale lethed, om det kan udtrykkes sådan. Et enkelt walisisk indslag skilte sig ud med sit mere ”vestlige” udtryk.
Farandis instrumentsammensætning havde fra begyndelsen angiveligt vakt en vis skepsis, men den fungerede fint. Ikke mindst var det nyt og interessant at lægge ører til et lydbillede uden violiner – sagt med al respekt for det instrument i øvrigt. De musikalske arrangementer var fine og yderst nuancerede. I kraft af et lavt lydniveau var det dog et problem, at de laveste nuancer var svært hørbare – og i et par tilfælde faktisk druknede i lyden fra varmdriksautomaten. Det bør være overflødigt i denne sammenhæng at nævne musikernes høje tekniske niveau, men netop det, sammenholdt med deres baggrund, blev udtrykt ved en gennemført kunstmusikalsk optræden. Det musikalske udtryk og de scenemæssige attituder kunne ligeså vel henføres til et klassisk kammerensemble.
Fotos: Peter Langwithz Smith
Netop det faktum, at folkemusikken med en sådan udførelse mister sin definerende umiddelbarhed og råstyrke, kan og bør udfordre til debat. Folkemusikkens tidligere ”betonkommunister” i Hogager ville have indstillet Farandi til både hængning, halshugning og korsfæstelse. At folkemusik ”begynder med folk”, var et mantra for Thorkild Knudsen og hans ligesindede, og den tilgang er ikke specielt markant hos disse unge mennesker.
Med et puritansk udgangspunkt kunne man lade folkemusikken dø ud, når den nu ikke længere har en grobund i sine oprindelige funktioner og miljøer. Det forekommer dog at være en drastisk konsekvens. Det må være legalt og ønskeligt, at selve musikken får lov at stå tilbage med dens uomtvistelige kvaliteter – i hvert fald den del af den, der har sådanne kvaliteter. Den opgave har Farandi påtaget sig at bidrage til på et højt kvalitativt niveau. At de også har en opgave i at arbejde videre med at præsentere musikken som netop folkemusik og ikke som kammermusik, er så en helt anden snak. Potentialet er til stede hos Farandi.
Den tidlige klassiske musik i renæssancen byggede direkte på folkemusikken, men genren havde i sidste århundrede udviklet sig frem til eksempelvis Debussy og sågar Stockhausen, bare for at nævne et par enkelte komponister med en voldsom afstand til udgangspunktet. Vil den nutidige kategori af kunstmusikere med udgangspunkt i folkemusikken indlede en tilsvarende udvikling og på den måde gøre renæssancen om igen? Det er da et interessant spørgsmål og teoretisk set en mulighed. Om det så er ønskeligt kan debatteres, men den debat falder uden for rammerne her.
www.youtube.com/channel/UCumy1NJYZVmb_u_QhfJEeQw
https://soundcloud.com/farandiband
