Väsen Foto: Claus Hellgren Larsen

Väsen Foto: Claus Hellgren Larsen

Skulle vi ikke rigtig tidligere have præsenteret svenske Väsen, er her en kort bio: Olov Johansson og Mikael Marin begyndte at spille sammen i 1980. De opsøgte nogle lokale (Uppland) ældre spillemænd for at lære den traditionelle musik. I ’89 mødte de Roger Tallroth og begyndte efterhånden at få nye kompositioner på repertoiret. I ’94 blev de involveret i et rockmusikprojekt og spillede nu på de store festivalscener. Her mødte de percussionist André Ferrari og blev en kvartet fra 1996-2002. Den turnerede i Europa, USA og Canada, optrådte bl.a. på radioshowet A Prairie Home Companion.De vendte de tilbage til trio-opstillingeni 2002, selv om Ferrari nu og da gæster bandet. Väsen har undervejs udgivet en håndfuld CD’er og modtaget talrige priser i Sverige.

På hhv. femstrenget violon, 12-strenget guitar og vist nok 16-strenget nøgleharpe inkl. resonator-strengene kunne deres instrumentalmusik nemt gå hen og blive ensformig, men nej: De forstår intelligent at variere deres fortrinsvis egne numre. Foruden tempo- og lydstyrkeskift bruger de en indre dynamik, som gør deres musik meget levende, og så er det smart at spille et helt nummer pizzicato. Jeg spurgte Tallroth om hans helt personlige måde at stemme guitaren på, og han fortalte, at han denne aften brugte en ADADAD-stemning, og at han brugte specielle dybe strenge (bl.a. en tyk nylonstreng). Derfor fungerer guitaren som både bas, rytme og soloinstrument, og han kan oven i købet være med, når violonen og nøgleharpen leger sammen med melodistykkerne. Uanset forklaringen, så kan man ikke undgå at blive draget med i energiudladningerne, når de folder sig ud.

Dreamers' CircusFoto: Claus Hellgren Larsen

Dreamers’ Circus Foto: Claus Hellgren Larsen

Meget af det samme kan man sige om Dreamers’ Circus. Vi har tidligere – med rette – skamrost dem, og de bliver bare bedre. De har opbygget en decideret fanskare, som begejstret modtog dem i Vega, og igen blev vi forkælet med et flot, varieret show. Deres virtuositet er ubestridelig, deres sammenspil, udadvendthed og spilleglæde er smittende.

Aftenen sluttede med begge orkestre på scenen i et par numre og efterfølgende jubelbrøl, som sjældent opleves til folkemusikkoncerter. Vi havde fået både højtidelig kammermusik og vild dansemusik spillet så elegant, at jeg for en gangs skyld ikke savnede en god sang. Vi havde også fået en værdifuld indsigt i moderne skandinavisk folkemusiks fremtid – og den ser godt ud.