Det var nu ikke så ringe endda! En fyldt sal med publikum i alle aldersklasser i det, der engang var Radiohusets Koncertsal i København, et velspillende symfoniorkester og tre unge, virtuose folkemusikere. Moderne folkemusik i skønne fusionsklange, modig pionerindsats og samtidig Copenhagen Phils sæsonafslutning. Både nerverne og forventningerne havde været tårnhøje, som Nikolaj Busk sagde, da han efter et par timer lettet kunne konstatere, at aftenen var blevet en bragende succes. Folk stod op og klappede og vilde slet ikke slippe de godt 30 mænd og kvinder på scenen – med Dreamers’ Circus i front.
Virtuoser, ja, helt bestemt! Unge og unge – nå ja, modne unge i hvert fald. Super-trioen Dreamers’ Circus blev, som mange af Rootszone læsere vil vide, dannet i 2009. Gruppen består af 27-årige Ale Carr (cittern), 34-årige Rune Tonsgaard Sørensen (violin) og 35-årige Nikolaj Busk (harmonika og i aftenens anledning et Steinway-flygel). Rune er i øvrigt tidligere koncertmester netop i Copenhagen Phil – dertil rigsspillemand og indehaver af et Ridderkors! Så er der virkelig slået bro over de forskelligartede kulturer. Det usædvanlige møde mellem folkemusikken og symfoniorkestret var resultatet af et halvt års forberedelse inklusive skabelsen af flere helt nye værker, som fik verdenspremiere netop denne aften.
Det er sket før, at to forskellige musikalske verdener mødes. Men det er selvsagt dyrt at aflønne et helt symfoniorkester, så vi er bestemt ikke forvænte herhjemme med sådanne konstellationer. For at tage et par eksempler: Basco har tidligere spillet med Radioens Bigband, og hvis vi går til udlandet, må man mindes irske Séan O Riada (1931-1971), der var pioner inden for fusionsfolkemusikken. Også The Chieftains har forsøgt sig, men usædvanligt er det.
Symfoniorkestrets dirigent i Konservatoriets Koncertsal var 24-årige Duncan Ward. Han og orkestret blev indledningsvist præsenteret. Der blev ikke lagt skjul på, at orkestret er i krise, efter at kulturministeren i foråret fremlagde planer om besparelser og nedlæggelse: ”Bølgerne er gået højt, og vi har hele tiden været bange for, at båden skulle kæntre”, blev der sagt under præsentationen.
”Men man kan holde de mørke skyer lidt væk ved at spille noget god musik, som gør én glad i låget”! Det blev der i den grad gjort i løbet af aftenen. Før pausen bød aftenen bl.a. på smuk Fanømusik, ”The Rooftop Sessions” og et rent symfoniorkesterstykke. Ind i mellem kunne det hele blive lidt voldsomt, og det er da også selvsagt en udfordring at finde den rette balance mellem de relativt spinkle folkemusikinstrumenter og den kraft, der ligger i det samlede symfoniorkester.
Bedst lykkedes programmet efter pausen, hvor folkemusikken skinnede klarest igennem. Her blev åbnet med intet mindre end en verdenspremiere, som Dreamers’ Circus havde skabt i fællesskab, og som derfor meget passende rummede tre satser: Én til hver musiker. Nikolaj, der legende let skiftede mellem flyglet og harmonikaen, havde ladet sig inspirere af en god portion dansk hygge, kombineret med rådhusklokkerne fra barndommens radio. Runes sats tog udgangspunkt i Færøernes dansetradition, og Ales afsluttende sats var inspireret af de svenske kohorns kalden. Trods sin unge alder har Ale fire børn og en kone. De bor i Solbyn i Sverige, og før ekstranumrene kunne man nyde hans smukke hyldest til hjembyen i ”Fragments of Solbyn”.
Det blev en meget fin aften, hvor musikalske kulturer mødte hinanden og et entusiastisk publikum i smukke omgivelser.
