Countryekspressen ramte Falkoner Salen på Frederiksberg med fuld kraft, da Dixie Chicks som togførere fyrede op under kedlerne, dampede og tonsede derudaf i halvanden time efterfulgt af tre ekstranumre.
Det blev en rejse gennem trioens bagland af hits fra deres sidste fire cd’er krydret med knap så kendte numre, og med Dixie Chicks egne udgaver af andres kompositioner.
Bandet har solgt mere end 25 millioner albums og har modtaget ikke mindre end 29 awards, men ligesom deres hits, er det efterhånden nogle år siden. Men de fleste af de ca. 2.000 publikummer, som var mødt op til koncerten forventede netop at høre de kendte og populære toner fra bandet, og de blev ikke skuffede.
Aftenens musikalske tur begyndte med ”I can love you better”, og så styrede Natalie Maines koncerten sikkert på skinner med sin direkte og bastante attituder, og efter vi havde været en tur på ”Wide open spaces” og et par stille numre, som skulle vise sig at være stilhed før stormen. For da tonerne til ”Goodbye Earl” blev slået an, så var der ikke mange, som sad ned under resten af koncerten, der nu blev lavet om til en fest.
Deres harmonier var helt på toppen, selv om man måske savnede lidt nærhed og med-modspil mellem de tre Chicks. Men ellers kunne man nyde trioens kendte sange som ”Sin Wagon” og”Cowboy take me away” i et repertoire som vekslede mellem bluegrass og country i mere eller mindre rockede udgaver.
Lyden var ikke optimal og de tre kvinders instrumenter blev flere gange kvalt af lydstyrken fra deres ellers kompetente femmands-band. Martie Maguires mandolin og violin var ikke lige tydelig i alle numre, ligesom lillesøsters Emily Robisons glimrende banjosoloer og stærke dobrospil. Men med den charmerende og inciterende Natalie Maines i førerhuset kom der ekstra kul på de tempofyldte numre, mens de stille numre var mere anonyme.
Emily Robison
Dixie Chicks gav deres fortolkning af Miley Cyrus-hittet ”Wrecking ball play”, og Bob Dylans ”Mississippi” som var blandt ekstranumrene. Det første af disse var i øvrigt ” Travelling Soldier” som trioen gav uden deres band, og det var måske deres mest ”ægte” nummer med en passende lydstyrke.
Men selv om man måske savnede fornyelsen i bandets repertoire, så var genkendelsen af de kendte numre absolut populær hos et aldersmæssigt blandet publikum, som for første gang kunne opleve de tre Chicks på dansk jord.
Med koncerten i hovedstaden sluttede bandets Europatur, men man kan kun håbe, at de tre Chicks vender tilbage, og måske til en koncert, hvor man ikke skiftevis har pladsbillet til at sidde, men står op det meste af tiden, når de smægtende toner og rytmer bliver leveret i en lind strøm inden den musikalske ekspres igen forlader perronen.
