Foto: David McClister

Foto: David McClister

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra en Della-fans bekendelser

Ballerup kl. 19:30. Ankom i god tid og mødtes med nogle andre Della Mae-fans fra Borup og Slagelse og fik en god musiksnak. Så to piger komme ud fra backstage-udgangen, men turde ikke tale med dem, fordi jeg ikke var sikker på, om det virkelig var The Della Mae-gals. Pigerne ser jo meget forskellige ud på deres mange fotos og YouTube-klip, som jeg ellers havde nydt før koncerten.

19:45 Vi fandt vore pladsen om bordene i Baltoppen og bluegrass-snakken fortsatte. For ægte Della-fans er supportbands ligegyldige, så Workers In Songs fik høflige bifald, men i pausen før aftenens højdepunkt steg spændingen.

20:00 Var ventetiden slut. Pigerne kom endelig på scenen. Knap så stylede som på pressebillederne, men alligevel yndige. De sendte nogle usikre blikke på publikum, hvis aldersgruppe må svare til deres egne forældre. I stedet for den overgearede opstemthed, som mange musikere møder deres publikum med, så var de alvorlige og koncentrerede.

Allerede fra første nummer slap de energien løs, og da de fornemmede, hvordan deres musikalitet smittede, blev de snart frigjorte og bevægede sig rundt på scenen. Og da de mærkede vores begejstring under og efter numrene, kom smilene og indlevelsen i musikken frem. At deres instrumentale præstationer var helt i top kunne der ikke herske tvivl om. At de lød lige så godt som på deres cd ”This World Oft Can Be” var også et faktum, men at især forsanger Celia Woodsmith lukkede så meget op for den vokale gavepose, som hun har, var overvældende. Hun formåede at tilføje hver sang en forskellig stemmeklang og personlighed.

”Vi elsker at blande nogle andre numre end vores egne i sættet, når vi spiller live” sagde hun efter koncerten. En så ’skamredet’ sang som Sixteen Tons gav hun et så bluesy twist, at den forekom helt ny. Og The Rolling Stones’ No Expectation og The Band/Emmylou Harris Evangeline blev meget mere end fyldnumre.

”Foruden det normale toneområde elsker jeg de dybe toner, som jeg kan nå med en femstringet fiddle. Det er derfor, jeg holder mig til den” forklarede Kimberly Ludiker, som både er intiativtager til Della Mae og også i to år er kåret som bedste oldtime-fiddler i USA.

Kl. 23 var sidste ekstranummer slut, og lyset blev tændt for virkeligheden, men en ægte fan fik naturligvis signeret sin nye cd og fik sine selfies. Tak til Baltoppen og ikke mindst Della Mae, som gav os en fortryllende aften.

http://dellamae.com/