Skælskør var pimpet op forleden. Kulturel Folkefest arrangerede nemlig en række koncerter, udstillinger og andre arrangementer rundt om på gader og torve, og det prægede byen. Jeg fandt vej igennem marchorkester, jazzband, 60’er-band og hen til Galleri Bruuns Hjørne, som havde inviteret til mad, drikke, bluegrass og akustisk country.
Alle i Cross Island Porch Band (Foto) har længe spillet bluegrass, m.m. og kender den traditionelle musik. Det forhindrer dem ikke i også at tage nyere numre på repertoiret. De finder de gode sange og instrumentalnumre i alle genrer og gør dem til deres egne. Besætningen er Brian Korsholm på mandolin og sang, Finn Jacobsen, guitar, Magnus Edring, banjo, Paolo Molinari, bas og Tommy Sloth på dobro, mundharpe og sang.
Urban Oak har vi tidligere præsenteret (Emil Mainild er nu multiinstrumentalist), og bandet er blevet endnu bedre. Flere egne sange er tilføjet repertoiret, og de tre kvindevokaler i front står stærkere end nogensinde. I alt blev det et varieret program med uptempo bluegrass og blødere country.