Aftensolen strålede om kap med de to dygtige musikere Ditte Fromseier Hockings og hendes mand Sigurd Hockings, da de underholdt på søbredden ved Birksø i naturskønne Ry. Begivenheden fandt sted for øjnene af ca. 400 tilskuere ved en af sommerens havnekoncerter.

Omgivelserne kunne næppe blive smukkere med det stille søvand klukkende mod havnekanten, hvor lystbådene lå til kajs og med udsigt til skoven på den modsatte side af søen. Koncerten, der blev afholdt på sommerens varmeste dag, blev meget passende sponsoreret af ”Cafe Solskin”!

De ydre rammer var således i orden, og Ditte og Sigurd levede også fuldt op til disse med et meget varieret repertoire, hvor de kom vidt omkring. Ikke kunne geografisk med musik fra Irland, Shetland, USA og et par numre med bornholmske rødder, hvor jo  Ditte Fromseier Hockings kommer fra. Sigurd Hockings, der har trådt sine barnesko i Ry, havde ladet sig inspirere af Bruce Springsteeni et nummer, mens Ditte Fromseier Hockings havde taget Halfdan Rasmussens smukke tekster til sig.

Der var jigs, scottish og reels på programmet, hvor Sigurd også gav en smuk guitarsolo, og Ditte demonstrerede, at hun kan synge på gælisk.

Solen blev hængende over horisonten og nægtede at gå ned, før den sympatiske duo havde givet deres sidste nummer.