Årets folkBALTICA nærmer sig med mere end 40 koncerter, udstillinger, foredrag og filmforevisninger i det dansk-tyske grænseland fra 17. til og med  21. april.

Fra det meget omfattende program kan nævnes, at der i Sønderborg på festivalens åbningsaften er et omfattende program med Eivör, Ragnhild Furebotten, polske Agata Siemaszko, Steffen Brandt og Tiptoe Bigband.

Torsdag kan de tre førstnævnte opleves på hver deres spillested i det nordtyske, ligesom Trias og Johanna-Adele Jüssi Band spiller på henholdsvis Kulturhus ”Nette Jensen” i Broager og i kirken i Neukirchen.

Hagges i Tønder er blandt de ni spillesteder, som festivalen indtager fredag aften. Her kommer først tysk underholdning ved Dragseth og senere svensk med Hazelius & Hedin. Johanna-Adele Jüssi Band spiller i Aabenraa, hvor også polske Riders of the Lost Roll skal optræde. Endelig skal polske Volosi spille i Sønderborg, mens de øvrige koncerter er syd for grænsen.

De fleste koncerter afholdes i det tyske, og lørdag er ingen undtagelse. Her er kun én i det sønderjyske, nemlig i Bov, hvor tyske Grenzgänger får selskab af Kristiina Ilmonen fra Finland. Når festivalen slutter søndag, er billedet det samme med en koncert i Danmark, hvor Ragnhild Furebotten optræder på Sønderborg Slot om eftermiddagen. Men selv om de fleste begivenheder altså foregår syd for grænsen, så er der i løbet af de fem dage alene i Flensborg 15 koncerter, så afstandene er ikke så store for det danske publikum.

Det skal også nævnes, at Harald Haugaard er blevet kunstnerisk leder for festivalen.

http://www.folkbaltica.de/start.html?&L=1