Lørdag aften på Godthåbsvej i København gjorde stort indtryk. To mænd i turnékrøllede bukser gav os et magiske par timer i deres selskab.
Dick Gaughan Foto: Niall Reddy
Rod Sinclair indledte koncerten og slog straks en god stemning an. Hans skotske (eller måske skotsk/danske) humor fornægtede sig ikke, da han fastslog, at koncerten ville foregå på engelsk, de to musikeres første fremmedsprog. Men da han sagde, at ”Dick can do things on a guitar that others can only dream about”, var det bestemt ingen spøg. Gaughans fingerfærdighed blev til fulde bekræftet, da han kom på, efter at Rod havde spillet nogle få numre på hhv. guitar og banjo.
Til stede var tydeligvis et publikum, der i forvejen kender denne kæmpe i skotsk musik og havde set frem til at opleve ham her i Metronomen, som i en del år har huset mange folk-koncerter, ofte arrangeret af Copenhagen Folk Club, ligesom denne her var.
Herfra var det især, men ikke kun, Sinclairs opgave at være backing for Dick Gaughan med sin banjo og harmonier. Med vanlig uimponerthed indtog Gaughan scenen og gjorde den til sin, som han har gjort det mange gange siden 1970. Han rev straks alle med, for hans stemme har simpelt hen en så stærk kraft, at man suges ind og bliver taget om hjertet. Den rummer så stor passion, stridslyst og indignation, at uanset sangenes emner oplever man det, som om de netop nu er de vigtigste i verden. Der var mange øjeblikke, hvor det (igen) stod klart, hvorfor netop folkemusikken har berørt én så meget.
Indimellem fumlede Gaughan lidt rundt og gjorde grin med sig selv, som da han sagde, at man egentlig har brug for tre hænder, og at det er, som om ens hænder med alderen bliver kortere. ”A dreadful combination”, som han sagde på sin lidt småknurrende facon.
Han fortalte, at både hans far, bedstefar og vist også oldefar spillede violin, mens han som den første i familien havde valgt guitaren. Og dét kan vi alle sammen kun være glade for, manden spiller jo med uforlignelig ekvilibrisme og indføling.
Indimellem fortsatte Rod med morsomhederne, da han eksempelvis fortalte, at næste sang skulle synges på en vestdansk dialekt, der kaldes engelsk. Sådan blev det ved, og sammen tryllebandt de to musikere de godt et halvt hundrede fans, som slet ikke kunne få nok. Sangene vekslede og var som vanligt ofte med politisk indhold, bl.a. sangen om Geronimos Cadillac og Dicks kommentar om at have ”fought terrorism since 1492” – da Columbus opdagede America. Dick Gaughan har indspillet ca. 15 soloplader og andre i diverse sammenhænge. Han blev 64 år den 17. maj og har været professionel musiker i 42 år.
Koncerten sluttede veloplagt med ”The Games People Play”, og alle ønskede, at Rod Sinclair og Dick Gaughan ville fortsætte længe endnu. Selv længtes jeg efter det mere end 11 minutter lange nummer Farewell to Sicily fra ”Sail On” (1996), hvor man også kan høre den blidhed, som er endnu en side af ham. Den var desværre ikke på repertoiret, men så kunne man da heldigvis finde den frem og putte den i cd-spiller! Suverænt.
http://www.dickgaughan.co.uk/main.html
