Santiano. Foto: Jens Th.

Santiano. Foto: Jens Th.

Aftenprogrammet i Skagen Kultur- og Fritidscenter har fredag, lørdag og søndag tre flotte navne på programmet hver aften. Nogle mere velkendte end andre, men alle velrenommerede bands og musikere.

Første trin havde de danske bands Habadekuk og Folkeklubben på programmet sammen med det nye spændende bekendtskab Santiano, der for første gang nogensinde spillede uden for tysktalende lande.

Habadekuk åbnede aftenens program, og tog mange stik hjem hos publikum, da de med deres vanlige aktive og humoristiske sceneoptræden præsenterede den danske folkemusik med variation og høj musikalitet, og fik folk op af stolene under deres sidste nummer.

Kjartan Arngrim fra Folkeklubben.

Kjartan Arngrim fra Folkeklubben.

Efterfølgende charmede Folkeklubben sig også ind hos de nordjyske folkfans, ikke mindst på grund af trioens forsanger Kjartan Arngrim, som forstår kunsten at fortælle små anekdoter med lune og et smil på læben. Især fordi han altid kan få flettet lokale steder, personer og begivenheder med i sine finurlige røverhistorier, som han selv kalder dem.

Så kom Santiano, og om det var, fordi Tyskland tidligere på aftenen havde kvalificeret sig til semifinalerne ved fodbold-VM skal være usagt. Men bandet sørgede for et festfyrværkeri i dobbelt forstand, som i øvrigt også havde trukket en del tyske og australske  Santiano-fans til. De syv tyske musikere forstod at udnytte den store scene og var meget mobile og aktive. Bandet lagde hårdt fra land med deres blandede repertoire af tyske og irske sømandssange, som de fortrinsvis sang på tysk, hvilket man sjældent hører på festivaler. Der var dårligt tid til at applaudere mellem de første tre-fire numre, da bandet fyrede dem af i en lind strøm.

Santiano. Foto: Jens Th.

Santiano. Foto: Jens Th.

Der var flotte harmonier blandt medlemmerne, hvor de fleste deltog, i de hårdtpumpede og tempofyldte numre, og det var faktisk unødvendigt, at bandet under koncerten opfordrede publikum til at klappe med.Under det musikalske festfyrværkeri blev der pludselig fyret fire kanonslag af med efterfølgende flammehav langs scenekanten. Man forstod pludselig, hvorfor sikkerhedshegnet inden netop denne koncert var rykket et par meter tilbage, da der i et nummer var kaskader af ild i takt til musikken.

Det var en spændende fornyelse af den danske festivalscene, så festivalens musikbookere havde fortjent, at hallen havde været proppet. Men ærgerligt at bandet kun havde tilladt fotografering under de første tre numre, for der var en sceneoptræden med musikernes attituder, som enhver fotograf ville have nydt at forevige.

http://skagenfestival.dk/

Santiano. Foto: Jens Th.

Santiano. Foto: Jens Th.