Fremover går rootszone.dk med jævne mellemrum en tur ned af mindernes boulevard og skriver om et album – en koncert, et band eller solist – der gjorde en forskel. Satte sit aftryk i sjælen og brændte sig fast i hukommelsen og stadig er en fornøjelse, måske nærmest et must, at vende tilbage til engang imellem. Vi gør det for at dele glæden over en unik musikoplevelse med jer, der læser rootszone.dk (forhåbentlig tit). Men også for i det hele taget at fortælle om et fantastisk album eller kunstnere, som I måske aldrig har hørt (om) eller har glemt. Måske får det jer til at opsøge den musik og til evt. at få den samme AHA-oplevelse som den, der oprindeligt havde den. Denne første tur ned ad ”memory lane” er skrevet af Claus Hellgren Larsen.
PS. Det engelske ord ”lane” kan betyde både lille vej og overhalingsbane. I forbindelse med denne klumme gælder den sidstnævnte oversættelse, for disse mindeværdige albums og koncerter har, i hvert fald for klummeskriveren, været i overhalingsbanen!
“Roses In The Snow” holder stadig 33 år efter
Af Claus Hellgren Larsen
Èt af mine favoritalbums er Emmylou Harris: “Roses in the Snow”. Det har bevaret en friskhed, som er årsag til, at jeg jævnligt finder det frem. Samtidig benytter jeg det som reference til nyere musik i samme ærinde, men vi skal en del år tilbage. Jeg var i forvejen begejstret for hendes musikalske samarbejde med legenden Gram Parsons i 1972-73, der er gået over i musikhistorien som det første vellykkede forsøg på at blande countrymusik med rock. Siden havde hun etableret sig som solist og orkesterleder og opnået status som country-rockens dronning.
Datidens vigtigste nyhedsformidler var musiktidsskrifterne, og de skrev i starten af 1980, at hun havde indledt et samarbejde med nogle af de bedste bluegrassmusikere, hvilket yderligere skærpede min interesse. Det var derfor med stor spænding, at jeg købte LP’en på udgivelsesdagen i april 80, og den var da også en åbenbaring af skønhed, der overgik alle forventninger fra første lyt. Bortset fra Paul Simons’ ”The Boxer”, så bestod musikken af ældre amerikanske sange valgt med sikker hånd og spillet på akustiske instrumenter. Alt var velproduceret, og på trods af Emmylous englestemme og stjernestatus var der god plads til mange andre musikere. Især var Ricky Skaggs’ fremtrædende rolle som medarrangør, sanger og multiinstrumentalist det største clou, men også The Whites, Tony Rice, Jerry Douglas og flere gæstemusikere sørgede for en ægte bluegrass- og oldtimestemning.
Men i stedet for igen at lovprise musikken på ”Roses in the Snow”, vil jeg belyse, hvorledes tiden, der er gået siden udgivelsen, har arbejdet for at øge dens betydningsfulde status i USAs musikhistorie. Intet er vel nemmere end at kunne pointere ”jeg sagde jo, at det album var enestående”. Men selv om jeg står forrest i køen, så har mange – især musikere – fremhævet ”Roses In The Snow” som ét af de mest vellykkede forsøg på at opdatere amerikansk rootsmusik.
Selv om pladen fik gode anmeldelser, var der bred enighed i branchen om, at den ville floppe, fordi den gik stik imod trenden i country-Nashville, som var præget af såkaldt cross-over. Det var pop-country som Kenny Rogers, Dolly Parton og Urban Cowboy-fænomenet, der var populært. Derfor var det overraskende, at den blev nr. 26 på USAs popalbum-hitliste. Emmylou Harris og hendes daværende mand, musiker og producer Brian Ahern, udtalte, at de lavede albummet først og fremmest af kærlighed til bluegrass og dens udøvere. Hendes senere karriere har da også bevist, at hun tit har fulgt sit musikalske hjerte mere end pladeindustriens trends. Hun har siden lavet flere vovestykker frem for at følge andres musikalske ideer.
Interessen for bluegrass fik et stort løft i USA, og de fleste af de medvirkende bluegrassmusikere, der ellers kun fik udgivet musik på små independentselskaber, blev kort efter anerkendte navne i musikbranchen, enten som studiemusikere eller solister. Pladen blev siden en musikhistorisk milesten. Den er nu også udsendt i en remastered udgave med to bonusnumre: ”You’re Gonna Change” og ”Root Like A Rose”. Harris har siden udsendt nogle ”Roses In The Snow”-spin offs: Julepladen ”Light of The Stable” og ”Live At The Ryman.”
Flere andre har også gjort forsøg på at ”gå tilbage til de musikalske rødder”. De bedste lignende projekter var BBCs ”Bringing It All Back Home” og ”Down From the Mountain”-koncerterne. Og til de værste (efter min mening) hører Bruce Springsteens ”Seeger Sessions”. Uanset hvor velmenende sådanne hyldestudgivelser er, så skal der noget ekstraordinært til at skabe almen interesse. Ofte lurer mistanken om noget spekulativt eller en regulær kreativ krise. Jeg vil helst tro, at nye musikerkonstellationer, ærlighed og god smag stadig kan finde synergi og magi frem i musikken og være med til at opdatere traditionerne. Det lykkedes i høj grad på ”Roses In The Snow.”
