Et flot udsmykket Jazzhouse dannede rammerne, optrædener og lystige gæster lavede stemningen og Ellie Jokar sørgede for afviklingen af programmet. Hun virkede lidt uforberedt, og forsøgte at pjatte sig igennem teksten. Hun endte med at udtale næsten alle navne forkert, således at dette blev aftenens vits i sig selv.
Junglelyd var derimod et velfungerende husorkester, og de nominerede Stefan Pasborg og Dawda Jobartah gav et par numre. Senere fik vi smagsprøver på vinderne af sidste års live-pris Bjonko’s moderne balkanmusik med gæsteoptrædener af Klamfyr og Jooks.
Aftenens egentlige begivenhed var naturligvis uddelingen af priserne. Disse blev:
- Niklas Knudsen: Niafunke (Årets track)
- Kim Nyberg (Årets komponist) (Foto øverst)
- Den sorte Skole: Indians & Cowboys (Årets album)
- Afenginn (Årets livenavn)
- Tønder Festival (Årets spillested)
Aftenen blev til nat og morgen mens D.J.duoen Ladybox sørgede for worldmusik til festen.
Udefra betragtet kan den danske verdensmusikscene virke som et homogent miljø, men nogle af takketalerne og emnerne i mange af diskussionerne er netop, hvor fragmenteret og mangfoldigt dette samt selve musikken er. Der findes mislykkede forsøg på at blande genrer og stilarter, men den mest spændende og fremadrettede musik er opstået i denne smeltedigel af traditionel musik tilsat musik fra hele verden.
Aftenen beviste at musikerne heldigvis fortsætter med at kaste sig ud i svimlende og grænseløse eksperimenter og at begejstrede lyttere følger med. Derimod kniber det mere for os, der forsøger at beskrive, inddele og organisere musikken, men mere om dette vil vi følge på rootszone.