Store navne som Tommy Sands, Michael McGoldrick & Dezi Donelly, Niamh Parsons med Graham Dunne gav koncert i København i fredags og lørdags. Det samme gjorde den ret nye, unge irske kvintet, Connla, som i høj grad gjorde sig bemærket og gik hundrede procent ind hos det talstærke publikum.
I forgangne weekend blev Københavns irske festival afholdt for hele 38. gang. Den har i årenes løb haft en omskiftelig tilværelse med forskellige lokaliteter i byen, hvor der så for en weekend skabes en irsk enklave med musik, fest, hygge og crâic. I år var festivalen flyttet fra Københavns Musikskole til Huset KBH, der siden 1970 har været kendt som Huset i Magstræde. Et hyggeligt og meget centralt sted, men måske også lidt småt, om end det er festivalkomiteen, der skal tage stilling til det i de kommende måneder. At festivalen når sine 40 år (og nok langt mere!) er der vist ikke tvivl om.
Huset KBH’s førstesal var centrum for både sessions og koncerter, og især i forhold til sessions blev det gamle Spisehuset med sine hundredårige bjælker og rare, intimt atmosfære et godt sted at opholde sig. Tilsyneladende også for de mange dygtige session-musikere. De gav den hele armen fredag aften før og efter koncerterne foruden hele lørdag eftermiddag og aften. Det betyder, at man som publikum kan være med til at nyde irsk musik og diverse drikkevarer uden at have købt billetter til selve koncerterne. Men det er nu en skam ikke at gøre det, hvis man ellers er tidligt nok ude!
https://www.youtube.com/watch?v=My6enrpK7lg
De to dobbeltkoncerter med i alt fire navne var hver for sig forrygende og gav samtidig et flot facetteret billede af, hvor alsidig irsk folkemusik (og hele folk-genren) er. Musikerne repræsenterede en aldersskala på nok mere end 45 år. Fra de helt unge musikere (i tyverne) i Connla, Michael McGoldrick & Dezi Donnell over de 40 og Niamh Parsons på godt 50. Det er folk med godt 25 år på alverdens musikscener bag sig. Og så selvfølgelig ikonet Tommy Sands, som har sunget og spillet jorden rundt i nok et halvt århundrede – han bliver 70 år i december.
, sangerinde med en mørk, markant og udtryksfuld + den lidt yngre guitarist (og partner også i privaten) indledte fredag aften i et sidelokale til Spisehuset, som var meget varmt og uden scene. Det var ærgerligt, i hvert fald når man nu befandt sig helt bag i lokalet. Men eftersom musikken er det vigtigste, gik det selvfølgelig alligevel. Et fint sæt med en irsk sanger med et stort repertoire og en glubende appetit på at tilegne sig de helt rigtige sange, og som samtidig simpelt hen ejer en af bedste stemmer i den irske folkemusik. I tæt parløb med Dunnes guitar gav hun det tilfredse publikum, hvad de kom efter.
Den efter min mening mageløse fløjtenist Michael McGoldrick & Dezi Donnelly på fiddle var naturligvis igen et dygtigt ”par”. Men måske kom de ikke helt til deres fulde ret. I forhold til dem manglede jeg at opleve intensiteten og ekvilibrismen på tæt hold, dvs. også helst visuelt. Jeg kan godt have det lidt svært med, at musikere sidder ned på scenen (som jo heller ikke var der) i stedet for at stå og give den max gas med hele kroppen i spil. Det betød sikkert mindre, hvis man sad længere fremme – men altså, hvorfor sad I ned, drenge?
Lørdag aftens koncerter var heldigvis flyttet ind i et større og federe lokale, Stardust, som ofte har koncerter samt en flot bar. Det koncertrum var desværre ikke tilgængeligt fredag aften, hvilket som antydet var en skam. Men lørdag blev det indtaget af sangeren, sangskriveren, guitaristen, historiefortælleren Tommy Sands fra Nordirland, som også laver radioprogrammer og er forfatter. Med sin afdæmpede, men karismatiske fremtræden fik han straks fat i publikum, og grebet blev kun strammere koncerten igennem, og gribes – det ville vi hjertens gerne. Af historierne, han fortalte, af sangene, som han sang med sin varme, indtagende stemme, af hans sjov og charme. En folkemusik-koncert af den kaliber, der varmer og får ens kærlighed til folkesangen & folkemusikken i det hele taget til at dunke i hjertet. Det var en række gyldne og bevægende øjeblikke.
I samme moment kan man sige, at hvis også nordirske Connla er fremtiden for folkemusikken, så er den i endog meget gode hænder – og en stor plads i fremtidens irske musikliv, det får de helt sikkert. Helt vildt veloplagte og opsatte på at indtage København var de unge musikere Paul Starrett, Conor Mallon, Cieran Carlin, sangerinde og bodhranspiller Ciara McCafferty med en virkelig dejlig stemme samt Emer Mallon på harpe. Alle sammen uddannede musikere og bare vildt dygtige. De ved tydeligvis, hvad de kan og er da også blevet modtaget med alverdens lovord. Dem kunne de sagtens leve op til, og de leverede et velforberedt sæt med masser af entusiasme og overskud. Traditionel musik med personligt twist, og da de sluttede af med
rockklassikeren ”Leyla” iført sækkepibe og alt muligt, ja, så var begejstringen til at tage og føle på. Netop det at de unge musikere tager rockmusikken ind og viser, at folk også rocker – dét er fedt og supergodt set.
Lørdagen havde også budt på irsk dansebal, som undertegnede ikke oplevede, men det plejer at være en stor succes med masser af god stemning. Endnu engang fik Copenhagen Irish Festivals loyale publikum et program, som folkene bag kan være stolte af – og måske har den centrale placering lige i hjertet af hovedstaden lokket nye folk ind? Mange af session-musikerne kan man opleve de fleste fredage på Kennedys’ Pub fra kl. godt 17.
