cd-Cover-That-Glorious-Masterpiece11Så er efterfølgeren for sidste års debutalbum ”For Grandpa” på gaden med sekstetten Workers in Songs. Albummet indeholder 10 numre, og heraf er to instrumentale, hvor især lækkert banjospil er dominerende. Således Country Rag Dream, som enkelt men meget vellydende er åbningsnummeret på albummet, og Appalachia Longin’, hvor banjospilleren Ulrik Tarp får følge af violinisten Cisser Mæhl til et muntert og meget iørefaldende nummer.

Ellers er det forsanger Morten Kroghs klagende og lettere lidende knækkende rustne vokal, man først bemærker på de fleste numre. Hans stemme giver sangene deres helt eget liv, og med temposkift i flere af numrene bliver man ikke træt af at lytte til ham og bandet. Med deres americana, country og folkgenrer rammer de bredt og dermed mange publikummer.

Man bliver hurtigt fanget af albummets up-tempo nummer Hey Hey Pretty Baby, mens Faithful To You, Livin’ in a Cheap Hotel og Sorry Marie er stemningsfyldte med gode historier og tekster. De indeholder  ligesom albummets titelnummer That Glorious Masterpiece lidt af alt det bedste fra de seks musikere og repræsenterer bandet på alle måder.

Foruden vokal spiller Morten Krogh også guitar og dobro, Cisser Mæhl synger kor og spiller violin, mens guitaristen Ulrik Tarp også står for det elegante banjospil på flere numre. Michael Møller synger nummeret ”Billie Said it First” og spiller guitar. På trommer spiller Jonas Skovlykke Jensen velafbalanceret og passende afdæmpet, ligesom bassisten Morten Dehn er med til at gøre cd’en til en lille masterpiece.

http://workersinsongs.com/