Første album fra Trias kalder på respekt
Den unge danske gruppe Trias har netop udsendt første CD med 12 selvskrevne og to traditionelle numre. Og denne udgivelse kalder virkelig på respekt! Flot, livsglad og banebrydende musik, der dog ind i mellem står i fare for at blive lidt monoton. Iørefaldende, forstået på den måde, at man hurtigt kan lære sig melodierne og nynne eller danse de klassiske folkedanse til, er de 14 numre som regel ikke. Men det behøver nu ikke være et afgørende og vigtigt succeskriterium. Melodierne udgør under alle omstændigheder et smukt, rigt facetteret og originalt melodisk tæppe, der vil egne sig som lys, stemningsfuld musik til film, lysbilledserier, lyttende, meditativ afslapning på sofaen, lektielæsning eller fri dans på græsplænen med mp3-afspilleren i øret.
Og det fungerer. Hold da helt op, hvor gruppens medlemmer behersker deres instrumenter, bratsch, violin, bas, piano og harmonium, suverænt! Søren Østergaard Pedersen spiller bas, Jonas Kongsted violin og bratsch, Christoffer Thorhauge Dam violin og Rasmus Nielsen klaver og harmonium. Man mærker tydeligt den solide uddannelse fra Folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium og glæden ved at spille og skabe nye, egne klange. Gruppen er helt sin egen i fornyelsen af den danske spillemandstradition, men man hører alligevel inspirationen fra Haugaard/ Høirup, Baltic Crossing og andre dygtige, unge fornyere af dansk folkemusik.
Harmoniummet eller ”stueorglet”, som det kaldtes, da det for mange år siden blev brugt i kirker og private hjem, giver en sjov fornyelse af lydbilledet. Indledningsnummeret ”Karrusellen” er et fint eksempel på den markante lydbund, som dette usædvanlige instrument giver.
MGP – hvorfor ikke?
Enkelte numre står lidt i fare for at virke for ensartet monotone med deres fravær af sangbare melodier. Det gælder især ”Norwegian” og ”The Sweet One”, der gentager deres enkle temaer så mange gange, at det trækker lidt på tålmodigheden. Og det gælder ”Fikolaj Norskov” med dette nummers tunge klaverakkorder. Generel ville en fløjte og en sanger m/k nu og da nok være værd at eksperimentere med fremover, ligesom et par sangbare ørehængere ikke ville være af vejen. Det ville vel egentlig ikke gøre noget, hvis folkemusikken med iørefaldende friskhed, nationale kendetegn og enkelthed kunne komme på lystavlen til næste Melodi Grand Prix og give dette Barbie-shows overlæssede udstyrsstykker konkurrence!
Det klæder og varierer musikken hos Trias, når der overraskes lidt. Når Søren Østergaard Pedersens bas rykkes helt i forgrunden, som det sker på numrene ”Piben” og ”Møn”. Eller når strygerne spiller pizzicato, som det sker på ”Valhal”, der har en flot slutningsduet mellem harmonium og violin.
”Karrusellen”, ”Piben”, ”Møn” , ”Valhal”, ”Sierra” og ”Vejrmølle-tur” er de numre, jeg selv umiddelbart finder smukkest og mest melodiske. Det sidstnævnte rummer således en meget fin og velfungerende duet mellem piano og bas.
Som spillemanden Harald Haugaard siger på coveret, så er Trias et godt bud på et band, som vi kommer til at høre en del til fremover. I indland og udland. Et band, der forbinder bonderøvsfolk med eksperimenter og nuancerede klangfarver.
Anmelderen er helt enig! Gruppen siger det selv på deres hjemmeside på en lidt anden måde, nemlig at de med respekt for det gamle vil følge den danske folkemusiks arv videre på en udtryksfuld og personlig måde. Og det gør de netop. Det er en sand fornøjelse at lytte til Trias, og man må glæde sig til næste udgivelse fra de dygtige musikere og til at høre dem på spillestederne!
