Trioen Tradish er en helt ny konstellation på den danske folkemusikscene, men sammensat af garvede kræfter, som hver for sig har optrådt i mange forskellige musikalske sammenhænge og desuden har spillet sammen i den traditionelle irske gruppe Moving Cloud. Trioens musikalske udgangspunkt er da også traditionel irsk musik, men i en kreativ nyfortolkning som også afspejler gruppens egne musikalske ideer.
Det er der kommet en stribe spændende skæringer ud af, både traditionelle jigs og reels og et par nykomponerede numre, signeret trioens vokale frontmand John Pilkington, som både er en fortræffelig sanger og guitarist. Han har bl.a. skrevet både tekst og musik til et af cd’ens mest stemningsfulde skæringer, den smukt vemodige ”The Ultimate Line”.
Trioens øvrige medlemmer er Louise Ring Vangsgaard, hvis farverige og virtuose violinspil som altid er en oplevelse, samt Brian Woetmann, som lægger en solid og levende rytmisk bund på bodhran og percussion. De to sidstnævnte bidrager også vokalt både individuelt og i de veklingende vokalharmonier, og de har også bidraget med tekst og musik til et enkelt nummer hver.
Tradition og fornyelse i smuk harmoni. ”Beyond the Borders”
Tradish: ”Beyond the Border”
Go’ Danish Folk Music (2010)
Søren Chr. Kirkegaard